Tonni Hansen, borgmester
Når jeg ser på Langeland, så er vi både langt fremme med den grønne omstilling og bagud på samme tid. Vi er langt fremme, fordi vores grønne elproduktion overstiger, hvad vi kan bruge. De langelandske virksomheder arbejder hver dag på at bidrage til en mere bæredygtig fremtid. På den anden side, så er vores infrastruktur ikke tilstrækkeligt udbygget til, at alle kan få fjernvarme. Dermed bliver det op til den enkelte husholdning at beslutte og finansiere omlægning til fx varmepumper i stedet for oliefyr. Uden betydelig statslig støtte til den manøvre lægges ansvaret hos den enkelte husholdning. Jeg synes, det er urimeligt at borgere i landområder på den måde skal bære en større byrde end andre.
Selv om der er krige og konflikter rundt om i verden har FN’s generalsekretær slået fast, at klimakrisen er den største trussel mod vores klode og menneskelivet som vi kender det. Vores levevis og den teknologiske udvikling har nu opvarmet jorden så meget, at klimaforskerne taler for dramatiske handlinger for at undgå yderligere forværring af vores levebetingelser. Uden disse ændringer af vores adfærd vil vi opleve stadig flere voldsomme oversvømmelser, tørke, fødevarekriser og mange, mange flere mennesker på flugt mod bedre vilkår. Det kan være svært at forstå omfanget af konsekvenserne. Men sikkert er det, at der er brug for handling – både i FN, EU, de enkelte lande og helt lokalt.
Derfor er jeg glad for, at Kommunalbestyrelsen har vedtaget en klimahandlingsplan for Langeland Kommune. Med den sætter vi retningen for de handlinger, som kan reducere vores CO2-udledning. Klimahandlingsplanen har ikke kun fokus på Langeland Kommune som virksomhed. Den sigter også på, hvordan vi alle kan bidrage til at begrænse klimakrisen. Mange langelændere, både private og virksomheder har bidraget med deres viden til udarbejdelsen af klimahandlingsplanen. Nu har vi et billede af de konkrete handlinger, så skal de føres ud i livet. For det er ikke til debat, at vi også på Langeland skal ændre vores adfærd.
Vores forsyningsselskab har i løbet af året været i dialog med jordejere om at indgå aftaler, der kan sikre sprøjtefrie zoner nær vores drikkevandsboringer. Det som på papiret kan se let ud, er i den praktiske virkelighed mere komplekst. Der er forskellige hensyn, som skal afvejes og det kan synes urimeligt for de enkelte lodsejere, at deres frihed til at bruge jorden begrænses. Omvendt kan det for drikkevandsforbrugerne virke mærkeligt, at drikkevandskvaliteten ikke har forrang for den enkeltes rettigheder til brug af sprøjtemidler. Der er nok ingen, som er i tvivl om, hvor jeg står i den sag. Men jeg må også sige, at jeg har respekt for, at alle aftaleparterne skal kunne se sig i aftalerne. Ellers bliver de svære at efterleve i praksis. Ender vi uden frivillige aftaler, bliver der tale om en udefrakommende løsning. Den kender ingen af os vilkårene for.
Corona og COVID-19 har ikke fyldt så meget i år, som de to foregående år, men vi er ikke ovre konsekvenserne af pandemien endnu. Nogle bliver stadigt syge, andre har følgevirkninger i lang tid. Den umiddelbart største effekt i år har været pandemiens betydning for den økonomiske udvikling. De verdensomspændende nedlukninger satte en prop i forsyningskæderne. Ruslands invasion af Ukraine accelererede forsyningsusikkerheden og satte skub i en energikrise. Energikrisen blev forstærket af, at vi fortsat er afhængige af kul, gas og olie. Hvis vi nogensinde var i tvivl om, hvorfor ungdommen dømmer nøl på vores grønne omstilling, så må den nuværende krise fjerne enhver tvivl.
Vi har i mere end 40 år vidst, at energisektoren skal omstilles til bæredygtig og fossilfri produktion. Derfor er det lidt forstemmende, at Europa og USA ikke er kommet længere med den grønne omstilling. Det er åbenbart ikke tilstrækkeligt at vi ved, hvad der er det rigtige for de fleste. Enkelte branchers og industriers insisteren på profit og selvoptimering har fået lov til at stå stort set uantastet. Den nuværende energikrise rammer både virksomheder og private husholdninger. De eneste som tjener på den, er de samme brancher og industrier, som har haft held til at insistere på, at olie, gas og kul er uomgængelige for vores velstand. Jeg må indrømme at det piner mig.
Når jeg kigger tilbage på året i Kommunalbestyrelsen, så har vi haft et travlt år. Ikke blot med at håndtere de udefrakommende kriser, som Corona, krig, energi- og klimakrise, men også med at finde en fælles vej i budgettet for næste år. Det har været en lang proces, hvor vi har truffet nogle svære og vigtige beslutninger. For det er ikke kun virksomheder og husholdninger, der har en vanskelig økonomi. Det har Langeland Kommune sandelig også. Selv om vi får et betydeligt tilskud fra staten, så er vores budgetter ikke i balance. Derfor kommer vi til at spare drastisk på kommunens drift de kommende år. Mange borgere og foreninger kommer til at opleve en nedgang i omfanget af hjælp og støtte fra Langeland Kommune. Det er beslutninger, som jeg ved, at alle kommunalbestyrelsesmedlemmer gerne havde været foruden. Men der er ingen vej udenom.
Når det er sagt, så vil jeg også nævne, at alle mine kolleger fortjener ros for at bidrage til at finde et fælles ståsted i budgettet, så vi kan stå sammen om at gennemføre beslutningerne. Sådan en budgetproces kan virke unødigt lang og omstændelig, særligt set på afstand. Her er det værd at huske på nogle ting. For det første er selv en lille kommune som Langeland en omfattende virksomhed. Der er mange områder og indsatser, kommunen er involveret i. Vi kommunalbestyrelsesmedlemmer er valgt, fordi vi mener noget om det meste. Der er altså meget, vi gerne vil vide noget om, før vi træffer vores beslutning. Samtidig er vi jo valgt på, at vi ikke mener det samme, og at vi ser verden fra forskellige steder. Endelig skal der om muligt også være tid til, at vores beslutningsforslag kan komme i høring.
Der er brug for kompromisser og en vilje til at mødes, når sådan et budget skal vedtages i enighed. Som jeg skrev sidste år, var skolestrukturen et af de emner, som indgik i budgetprocessen. For et år siden beklagede jeg, at processen i første omgang blev rodet. Dengang troede jeg, at det ville blive en mere enkel proces i 2022. Det gjorde det ikke. Tværtimod tror jeg, at både forældre, lærere og pædagoger har været temmelig frustrerede over en proces, hvor de ganske længe hverken vidste fra eller til. Det vil jeg gerne beklage, men samtidig også glæde mig over, at der er truffet en beslutning, som har hele Kommunalbestyrelsens opbakning.
Der er næppe nogen langelændere, som er i tvivl om, at vi også kigger på planlægningen af detailhandelen i Rudkøbing. Der er forskellige forslag i spil, og jeg vil undlade at spå om udfaldet. Det eneste jeg med sikkerhed ved er, at vi kommer til at følge alle planlovens bestemmelser om borgerhøringer, tidsfrister mv., så alle får mulighed for at komme til orde.
Noget af det som har fyldt i nyhedsmedierne og på sociale medier er Langeland Kommunes familieafdeling. Jeg vil ikke lægge skjul på, at der er begået fejl i sagsbehandlingen. Det kan aldrig helt undgås, at der bliver begået fejl. Men fejl skal begrænses til et absolut minimum. Kommunen skal stå ved dem, rette dem og lære af dem. Det gælder i alle borgersager, men jo særligt meget i sager med udsatte og sårbare familier. Det har hele tiden været mit udgangspunkt. Derfor stod jeg også i spidsen for, at økonomiudvalget sidste år ansøgte om Socialstyrelsens Task Force-forløb. For man var havnet et sted, hvor fokus var forkert. Derfor er det også en enig Kommunalbestyrelse, som har besluttet at følge op på Ankestyrelsens kritik af sagsbehandlingen ved at gennemgå alle sager på ny. Der er mig bekendt ikke fundet fejl i nogen sager i Langeland Kommunes Familieafdeling, som har haft betydning for anbringelsesgrundlaget.
Der er ingen tvivl om, at udsatte og sårbare familier skal hjælpes og støttes. Allerhelst sker det på en måde, så børn og forældre kan blive sammen. Sommetider er det nødvendigt at anbringe børn uden for hjemmet. Det er helt ubegribeligt hårdt for en familie af være adskilt. Derfor skal kommunen altid bestræbe sig på at finde løsninger, så børn og forældre kan være sammen eller tæt på hinanden. Udgangspunktet er altså, at børn skal hjem til forældre, hvis vilkårene tillader det. Det er grunden til, at nogle anbringelser ophører. Jeg vil gerne understrege, at jeg hverken her eller andre steder diskuterer konkrete familiers sager. Dog vil jeg mere generelt nævne, at Familieafdelingen har oplyst mig om, at der i nogle sager lykkeligvis er sket en udvikling, som gør, at anbragte børn kan komme hjem.
Et andet område, som har fyldt meget både politisk og for mange langelænderne vores ældreområde. Vi har arbejdet med både besparelser, effektiviseringer og den praktiske gennemførelse af velfærdsaftalen med den tidligere regering. Vi har stadig det udgangspunkt, at så mange beslutninger skal træffes så lokalt som muligt. Et eksempel på det er Stigtebo Plejecenter, som har deltaget i et udviklingssamarbejde med ÆldreSagen. Vores personale har bidraget til udviklingen af nogle drømmekort, som kan gøre det nemmere for personalet at tale med beboerne om hvilke drømme de har. For vi ved jo godt, at vi mennesker ikke holder op med at længes eller drømme bare fordi vi har taget mange ture rundt om solen. Samarbejdet har været så godt, at ÆldreSagen inviterede afdelingslederen fra Stigtebo til Folkemødet på Bornholm for at fortælle andre kommuner om vores erfaringer.
Sidste år stod Coronaepidemien og spørgsmålet om et udrejsecenter i på Langeland forrest i min erindring om året. I år er Ruslands angrebskrig på Ukraine trådt frem som årets mest uhyggelige begivenhed. Siden Anden Verdenskrig har vi i Danmark kunne leve et liv i fred og stadig stigende velstand. Der har været kriser og Den kolde Krig var ikke uden alvorlige trusler mod Danmarks sikkerhed. Men som en privilegeret befolkning i et roligt hjørne af Europa har vi været forskånet for deciderede krigshandlinger på eget og i nabolandenes territorium.
Jeg tror, mange af os har levet i en forestilling om, at fred kommer naturligt til os og vores naboer, mens ufred og krig hører til hos andre. Men angrebskrigen mellem to lande i Europa har vist os, at det ikke passer. Kun en køretur i bil på omtrent et døgns tid adskiller os fra Ukraine, som lige nu oplever krigens gru og brutalitet.
Derfor er jeg glad for, at mange trådte i karakter, da ukrainerne kom til Langeland. Krigen var ikke mange dage gammel, da de første ukrainske flygtninge kom til Langeland. Nogle blev hjulpet af familie og venner, andre blev bragt hertil af bekendte eller fremmede, som åbnede deres hjem for at give husly og tryghed til mennesker i nød. Mens Folketinget forhandlede om særlov for ukrainere åbnede Udlændingestyrelsen et asylcenter i den tidligere kaserne Holmegaard.
De langelændere som mindre end et år tidligere gik forrest i kampen mod et udrejsecenter stod nu for indsamlinger af tøj, legetøj, indbo og fredagsslik til de nye beboere på Holmegaard. Langelændernes sammenhold og vilje til at hjælpe stod til skue for alle, som kom over Langelandsbroen. Her blev man nemlig mødt af et stort gult og blåt Velkommenskilt på ukrainsk og engelsk.
Vi var de første til at åbne vores skoler og dagtilbud for de ukrainske børn og vores virksomheder var blandt de første til at tilbyde job til ukrainske flygtninge. En skøn blanding af langelændere og sommerhusejere fra andre landsdele ringede til kommunen og tilbød både deres helårs- og fritidsboliger til flygtningene. For mig er den uselviske hjælpsomhed et lyspunkt i den temmelig dystre historie om krigen i Ukraine.
Heldigvis har vi igen i år haft glæden af mange gæster og turister. Rundt om i turisme- og oplevelsessektoren arbejdes der benhårdt på at tiltrække gæster uden for sommersæsonen. Og det hårde arbejde bærer heldigvis frugt. Det er nemlig ikke kun sommeren, som lokker – Langeland Kommune var godt besøgt i de øvrige ferier hen over året. Allerede i forårets forlængede weekender var strømmen af gæster stor. Faktisk satte så mange retning mod vores lokalområde, at køen af biler strakte sig ud over Siø og et stykke ind på Tåsinge. Fyns Politi måtte tilkaldes for at bistå med trafikreguleringen på Langelandsbroen. Den oplevelse er ikke drømmen om begyndelsen på en dejlig weekend på Langeland eller Strynø. Vejdirektoratet fik rettet fejlen, så der med få undtagelser var nogenlunde adgang over broen resten af året.
I en tid hvor økonomiske trængsler og kriser nemt kan tiltrække sig al opmærksomhed, vil jeg runde af med at minde om, at personalet rundt om på Langeland Kommunes institutioner gør et stort og værdifuldt arbejde. De passer vores syge og ældre, laver gode skoler og dagtilbud, vejleder foreninger og virksomheder og i øjeblikket holder de også øje med, at vores kommunale lokaler ikke bliver varmere end 19 grader.
Jeg vil slutte med at takke jer alle for samarbejdet, dialogen samt ros og ris i årets løb. Slutteligt vil jeg ønske jer alle et rigtigt godt nytår.
Tonni Hansen, borgmester