Vild med Langeland dækker over en lille paraply af projekter, som har til formål at inspirere borgere og gæster på Langeland til en mere vild (mere biodivers) tilgang til pasning af haver, vejkanter, legepladser, grønne arealer mm.
Flagskibet er vores Inspiration- og Biodiversitetshave ved Rådhuset i Rudkøbing. Her er en tidligere græsplæne omdannet til bede og vandhuller, inspireret af det særlige landskab på Langeland, med de unikke hatbakker.
Udover omdannelse af haven, har kommunen iværksat projekter med artsrig vejkant, naturnær pleje af grønne arealer f.eks. legepladser og fællesarealer ved boligområder.
Sidst men ikke mindst har kommunen opsagt sine forpagtningskontrakter, med henblik på at genudbyde dem, med vilkår om mere naturnær drift (f.eks. overgang fra agerbrug til arealer udlagt til slæt eller afgræsning).