Alkoholrådgivning og -behandling i Rudkøbing eller i Svendborg
Måske tænker du, at det er flovt at få hjælp for et alkoholproblem. Men det er faktisk kun flovt eller tabu, så længe drikkeriet står på. Så snart der bliver gjort noget ved problemet, reagerer omverdenen med respekt, anerkendelse og opmuntring. Det kan være svært at tro på, hvis du står midt i det, men bare vent og se.
Hvis du har noget på hjerte angående dit forbrug af alkohol eller blot ønsker et ”tjek”, kan du få en uforpligtende samtale med en alkoholrådgiver. Ved samtalen kan rådgiveren også fortælle dig om mulighederne for videre rådgivning eller behandling.
Ønsker du at gå videre, skræddersyer alkoholbehandleren et forløb sammen med dig, som tilpasses din situation. Du kan sagtens passe et evt. arbejde, mens du går i behandling.
Det videre forløb kan for eksempel bestå af kortlægning af din situation, samtalebehandling, abstinensbehandling, familiebehandling, deltagelse i netværksgruppe, evt. døgnbehandling mm. Varigheden af rådgivningen eller behandlingen tilrettelægges også efter dit behov. Det er alt sammen gratis for dig.
Du kan modtage rådgivning og behandling anonymt i Sundhedshuset i Rudkøbing eller hos Alkoholbehandlingen i Svendborg. Du kan finde kontaktoplysninger og læse mere om Alkoholbehandlingen via linkene herunder.
De blå bjælker længere nede indeholder links til pjecer og hjemmesider, hvor du kan teste dine alkoholvaner, læse mere om alkohol og finde kontaktoplysninger til national telefonrådgivning mm.