Rådhuset på Langeland er oprindeligt bygget som sygehus, som var i brug helt frem til 1980erne.
Dengang var rådhushaven også en oplevelseshave for patienterne. Der var bede med duftende roser, og der var områder, hvor forskellige typer af underlag og hældninger kunne anvendes ved genoptræning. Alt det er historie nu, og haven blev langsomt omlagt til græsplæne, som var billigere at vedligeholde og fremstod pæn og ordentlig. Det var god latin dengang.
Fra 2006 har det tidligere sygehus fungeret som rådhus og borgerservice for Langeland Kommune. Knapt 100 medarbejdere og politikere har deres daglige gang på stedet. Indimellem resulterer det i, at det kan være svært at finde en ledig parkeringsplads. Den store græsplæne har derfor af flere omgange været truet af et ønske om at udvide antallet af parkeringspladser. Disse ønsker er nu endegyldigt sendt til tælling. I 2021 blev haven omdannet til en inspirations- og biodiversitetshave. Her skal man kunne finde ro og fred, og ikke mindst inspiration til selv at gøre tingene lidt anderledes- og dermed gøre en forskel for naturen.
Klik på billederne for at forstørre.