Langeland Kommune lægger vægt på, at borgerne får den bedste og hurtigst mulige sagsbehandling, når de har behov for kontakt med og service fra kommunen. Grundprincippet er, at sager bliver behandlet så hurtigt som muligt.
Svartider
Svartiderne skal forstås som den tid der går fra kommunen modtager en henvendelse, indtil der bliver kvitteret for denne henvendelse med et svarbrev. Henvendelsen kan i udgangspunktet vedrøre alt lige fra ansøgning om en ydelse, anmodning om aktindsigt eller til klage over en afgørelse mv. En henvendelse bliver besvaret hurtigst muligt og inden for syv arbejdsdage.
Kan sagen besvares endeligt inden for syv arbejdsdage, bliver der ikke fremsendt kvitteringsskrivelse til den pågældende borger.
Bemærk at svartider ikke er udtryk for den tid, det tager kommunen at træffe afgørelse i en konkret sag. Den tid, det tager kommunen at træffe afgørelse i en konkret sag fastsættes ved bl.a. vejledende sagsbehandlingsfrister.
Sagsbehandlingsfrister
Sagsbehandlingsfristerne er vejledende. Det betyder, at vi behandler henvendelser så hurtigt som muligt. Det betyder også, at der kan være særlige situationer, hvor den fastsatte sagsbehandlingsfrist ikke kan overholdes. Hvis vi ikke kan give svar på en henvendelse til tiden, får borgeren et brev med besked om grunden. Borgeren får også at vide, hvornår man kan forvente svar.
Sagsbehandlingsfrister regnes fra ansøgningstidspunktet til afgørelsestidspunktet.