Foto: VisitLangeland
Langeland Kommune er glade for at kunne meddele, at vi har modtaget en bevilling på 517.425 kr fra Vejdirektoratet under puljen til offentlig opladning af elcykler. Midlerne vil blive brugt til opførelse af syv ladestandere til elcykelbatterier fordelt på følgende lokationer: Lohals, Tranekær, 3 i Rudkøbing, Humble og Bagenkop. Om bevillingen siger Borgmester Tonni Hansen følgende "Denne bevilling fra Vejdirektoratet er en fantastisk nyhed for Langeland. Med de nye ladestandere kan vi tilbyde bedre faciliteter for elcyklister og styrke øens position, som et af Danmarks mest oplagte rejsemål for cykelturister."
Langeland er præget af lange strækninger med få andre opladningsmuligheder, hvilket gør denne nye facilitet afgørende for elcyklister. Ladestanderne vil fungere som ideelle knudepunkter for cykelturister, der ønsker at udforske og nyde øen uden at bekymre sig om opladningen på deres elcykler. "Placeringen af de nye ladestandere ved nøglepunkter som havne og vores attraktioner sikrer, at både lokale og turister kan nyde det smukke Langeland og øens faciliteter uden bekymringer om opladning. Dette er endnu et skridt mod en mere bæredygtig fremtid." tilføjer Tonni Hansen.
Langeland er kendt for sine naturskønne cykelruter, som tiltrækker cykelentusiaster fra nær og fjern. Øen byder på et væld af oplevelser, fra kystnære ruter til ture gennem smukke landskaber og charmerende landsbyer. Med de nye ladestandere bliver det endnu mere attraktivt at tage på cykelferie på Langeland, som et ekstra supplement til vores i forvejen 35 bike friends.
Langeland Kommune ser frem til at implementere disse nye faciliteter og fortsætte med at fremme bæredygtig turisme og transport på øen. Vi håber, at de nye ladestandere vil gøre det endnu mere attraktivt at besøge og udforske Langeland på cykel.
For yderligere information, kontakt:
Borgmester, Tonni Hansen tlf. 24 69 12 90
Turistkonsulent, Frauke Coch Bech tlf. 21 73 50 22
Langeland Kommune
Fredensvej 1, 5900