![](/Admin/Public/GetImage.ashx?Image=/Files/Images/Borger/Velfaerdsaftale/BDO.png&Width=768&Crop=5)
Langeland Kommune offentliggør råderumsanalyse på ældre- og sundhedsområdet
Tirsdag den 8. november 2022 præsenterede analyse- og revisionsfirmaet BDO resultaterne af en råderumsanalyse på ældre- og sundhedsområdet for Kommunalbestyrelsen i Langeland Kommune. Analyserapporten er efterfølgende sendt ud til orientering til de ansatte på ældre- og sundhedsområdet.
Analysen er opdelt i 21 prioriteringsblokke for råderum, der anviser konkrete områder og veje at gå i forhold til at indfri budgetreduktioner på ældreområdet. De 21 prioriteringsblokke er grupperet inden for 5 analyseområder, som består af:
- sygeplejen
- hjemmeplejen
- plejecentre og midlertidige pladser
- træning og rehabilitering
- styringsgrundlag og myndighed
"Man kan sige, at retningen i reduktionerne peger på, at vi skal arbejde på en anden måde, end vi gør i dag. Der er bl.a. anbefalinger om at hæve fremmødetiden hos borgerne, styrke fokus på økonomistyring og budgettildeling, skærpe myndighedsopfølgningen, justere serviceniveauet mv.", udtaler formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Winni Kielstrup Hansen.
Der skal nu udarbejdes en plan for den videre proces for, hvordan politikerne skal arbejde med anbefalingerne. Senere skal der træffes en politisk beslutning om, hvordan anbefalingerne skal udmøntes i praksis.
Kontaktoplysninger ved spørgsmål:
Formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Winni Kielstrup Hansen, tlf. 50 90 88 08