![](/Admin/Public/GetImage.ashx?Image=/Files/Images/Nyheder/2022/4_Kvartal/Sløret barn på cykel.jpg&Width=768&Crop=5)
Etablering af ny cykelsti - omkørselsrute
Vejdirektoratet er ved at etablere ny cykelsti under rute 9 ved Nordre Landevej og Spodsbjergvej, hvorfor en af Langelands mest trafikerede veje for tiden er lukket for gennemkørsel. I den forbindelse er der etableret en omkørselsrute, der har til formål at passe på vores bløde trafikanter, samt at få den almindelige trafik afviklet bedst muligt.
Mange skyder genvej - det er farligt
Desværre oplever vi lige nu en del udfordringer i og omkring Simmerbølle.
Særligt på Simmerbølle Kirkevej, Kulepilevej og ved Nordre Landevej og Ravnerydvej er trafikken presset, da mange gerne vil skyde genvej uden om den omkørselsrute, som Vejdirektoratet har etableret.
Mange af vores veje her på Langeland er slet ikke lavet til at kunne håndtere det trafiktryk, det medfører. Særligt gående trafikanter og de børn og unge, der cykler til og fra skole i Simmerbølle, oplever at blive presset voldsomt at den øgede trafikmængde.
Appel
Kære trafikanter, vil I ikke nok benytte de omkørselsruter der er lavet, så vi alle kan føle os trykke i trafikken, og så vi alle kan komme både godt frem og hjem igen?
Omkørselsruten fra Vejdirektoratet finder du på kortet nedenfor.