![](/Admin/Public/GetImage.ashx?Image=/Files/Files/Nyheder/2022/1_Kvartal/Borgerraadgiver.jpg&Width=768&Crop=5)
Vi er alle underlagt lovgivningen, men sommetider kan den være svær at forstå. Det samme gælder for nogle af myndighedernes breve. Nu har Langeland Kommune med støtte fra Indenrigs- og Boligministeriet ansat en borgerrådgiver, som skal styrke dialogen mellem borgerne og kommunen.
Borgerrådgiveren skal rådgive og vejlede borgere, der har oplevet udfordringer i deres henvendelse til kommunen. Det er ligegyldigt om henvendelsen handler om en tilbygning, en familiesag, kontanthjælp eller noget helt fjerde. Borgerrådgiveren har også en vigtig rolle med at bidrage til, at mødet mellem borgeren og medarbejdere skal opleves ligeværdigt og så effektivt som muligt.
Socialrådgiver Lone Milling Berg er begyndt i stillingen som borgerrådgiver i Langeland Kommune. En borgerrådgiver skal ikke fungere som en klageinstans, men skal i sit arbejde med at forbedre kommunens samspil med borgerne have mulighed for at gå ind i en sagsbehandling og afdække, om regler og principper for god sagsbehandling er overholdt eller om der er noget i kommunikationen, som kan forbedres. Derfor er borgerrådgiveren ansat på lidt andre vilkår end andre kommunalt ansatte. Helt konkret betyder det, at Lone Milling Berg refererer direkte til Kommunalbestyrelsen. På den måde er hun uafhængig af forvaltningen, som hun kan føre tilsyn med.
Ansættelsen af Lone Milling Berg udspringer af en beslutning, som Kommunalbestyrelsen traf sidste år i kølvandet på vedtagelsen af finansloven for 2021. Her blev der åbnet for, at kommuner kunne ansøge om støtte til at etablere en borgerrådgiverstilling. Langeland Kommune besluttede at ansøge om finansiering af en stilling på 15 timer ugentligt fra 2022 og tre år frem. Konkret betyder det, at staten finansierer lønudgifterne i de første tre år, hvorefter Langeland Kommune selv skal betale.
Borgmester Tonni Hansen (SF) glæder sig over, at Langeland Kommune får en borgerrådgiver: ”Med ansættelsen af Lone får borgerne en mulighed for at få et neutralt blik på deres sagsbehandling. Det betyder ikke, at borgerne uden videre får deres vilje. Men det er en sikkerhed for, at vi bliver klar over det, hvis vi administrerer forkert eller ikke formår at formulere os forståeligt. Samtidig er borgerrådgiveren en god kilde til at vi kan blive klogere og dygtigere i kommunen.”
Borgerrådgiver Lone Milling Berg har faste træffetider tirsdage kl. 10.00-14.00 og torsdage kl. 13.00-17.00. Aftaler om at mødes med Langeland Kommunes borgerrådgiver skal ske telefonisk i træffetiderne på telefonnummer 23 47 36 27 eller via kommunens sikkerpost: post@langelandkommune.dk.
For yderligere oplysninger generelt kontakt:
Borgmester Tonni Hansen: 24 69 12 90