![Billede af kunsthåndværk af Malene Tswai](/Admin/Public/GetImage.ashx?Image=/Files/Images/Nyheder/2022/1_Kvartal/2021-strynø-kunst-kunsthåndværk-Malene-Tswai (33).jpg&Width=768&Crop=5)
Strynø er med i finalekapløbet om at blive Årets Ø 2022 og på Strynø er man glade for, at partnerskabet bag Årets Ø kan se, hvor fantastisk et ø-samfund Strynø er. Borgmester Tonni Hansen fremhæver Strynø som et ø-samfund i vækst, hvor omdrejningspunktet er fællesskabet og nærværet.
”Det er stort at Strynø er nomineret til Årets Ø. Det vil gavne os i bestræbelserne på at fortsætte den positive tilflytning – specielt børnefamilier - der sker til vores Ø. Med de mange nye børnefamilier er børnene i høj grad med til at danne fællesskaber, fra de mødes i vuggestuen, til gavn for os alle.” siger Eva Knudsen, Koordinator for Strynø Bosætningsgruppe
Kåringen af Årets Ø 2022 sker med udgangspunkt i temaet ”Fællesskab som drivkraft for lokal ø-udvikling”. Partnerskabet bag Årets Ø består af Forenet Kredit, Sammenslutningen af Danske Småøer og Landdistrikternes Fællesråd.
Sidste år var Strynø også med i opløbet – og det er lykkedes at komme blandt de tre udvalgte øer igen i år – de to øvrige finalister er Fejø og Femø. Repræsentant for beboerforeningen og Strynøudvalget, Kirsten Havemand er stolt og glad over at være med i opløbet til nomineringen af Årets Ø: ”Det er jo anden gang vi søger og vi var jo meget i tvivl om vi overhovedet skulle søge. Men vi kunne ikke lade være, da det valgte tema jo passer perfekt på Strynø, hvor fællesskabet netop er nedarvet på tværs af alder, køn, etnicitet og social gruppering. Og netop dette fællesskab har i den grad bidraget til at der på Strynø er formelle og uformelle, frivillige og inkluderende fællesskaber og foreninger, der styrker og inspirerer hinanden til at videreudvikle øens mangfoldighed og gøre Strynø til en levedygtig og bæredygtig ø, og et godt sted at fødes, opvokse, bo, arbejde og blive ældre.”
I motivationen fra Partnerskabet bag Årets Ø til at Strynø er blandt finalisterne angives netop Strynøs specielle fællesskab, som er arvet over tid. Et fællesskab, der bl.a. har bidraget til skolens, vuggestuens, børnehavens og købmandens overlevelse. Desuden bliver fællesskaberne underbygget af øens mangle aktiviteter, blandt andet en lokal skole, der også fungerer som et aktivt kulturhus samt Øhavets Smakke- og Naturcenter, Filmklub, Strynø Litterære Forening og Strynøs aftenskole. Strynø er en ø med 200 beboere i alle aldersgrupper og med mange forskellige etniciteter og kulturelle baggrunde.
Borgmester Tonni Hansen er begejstret for, at Strynø nu for andet år er med i opløbet om at blive Årets Ø: ”Strynø er det rigtig gode eksempel på, hvordan et øsamfund kan være i udvikling. Øen oplever en vækst i antal beboere og når man ankommer til Strynø, mærker man straks den varme og det nærvær man har til andre. De får ting til at ske, fordi de står sammen og har et fællesskab med afsæt i at komme hinanden ved og hjælpe hinanden med stort og småt. Nomineringen er helt afgjort velfortjent.”
Christina Prytz Frandsen, som er nyligt tilflytter med familie til Strynø kan godt forstå nomineringen: ”Vi er flyttet til Strynø, fordi vi værdsætter fællesskabet, som eksisterer på tværs af alder, kultur og som skaber et sammenhold på øen, der inspirer andre til at flytte til Strynø. Jeg ser disse fællesskaber som vigtige for bosætningen, og bosætningen i form af ressourcestærke familier i de seneste år, som en forudsætning for lokal ø-udvikling.”
På Strynø vil de gerne bruge normeringen til Årets Ø til at fortælle flere om deres øsamfund og vise, hvad et godt ø-liv er og måske på denne måde inspirere den næste familie til at få ø-drømme om Strynø eller en af de mange andre danske små øer.
For yderligere information:
Borgmester Tonni Hansen tlf. 24 69 12 90
Kirsten Havemand repræsentant for Beboerforeningen på Strynø tlf. 28 34 88 10
Læs mere om Årets Ø: Her er de tre finalister til Årets Ø 2022 | Landdistrikternes Fællesråd (ritzau.dk)
Læs mere om Strynø: Velkommen til Strynø (strynoe.dk) og Besøg Strynø (langeland.dk)