”Det er med stor beklagelse, at vi ser os nødsaget til denne løsning. Jeg ved, at rigtig mange borgere har stor gavn og glæde af den vidstrakte selvbetjente åbningstid på vores bibliotek. En ordning der her hos os på Langeland jo fungerer så ganske fantastisk grundet vores fælles ordentlighed og gensidig tillid.
Desværre kan ganske få ødelægge det for de mange, men vi har af sikkerhedsmæssige årsager set os nødsaget til at lukke for den selvbetjente tid”, siger erhvervs-, kultur- og turismechef Jane Jegind.
Leder af Langeland Bibliotek Anni Bagge Jensen tilføjer: ”Personalet og jeg er kede af på alle vores brugeres vegne, at det er en nødvendig udgang af den nuværende situation – men vi håber, at vi igen kan komme tilbage til den gode langelandske model efter den 9. januar.”
Situationen følges løbende og der er taget forholdsregler, der sikrer, at det fortsat er trygt at komme på biblioteket i de betjente åbningstider, ligesom bogbussen ufortrødent fortsætter sine vante ruter og tider.