![](/Admin/Public/GetImage.ashx?Image=/Files/Images/Nyheder/2023/1_Kvartal/Kultur.jpg&Width=768&Crop=5)
Fyns Amts Avis’ årlige initiativpris bliver erstattet af en ny kulturpris, der uddeles i forbindelse med Best of Svendborg Kommune i foråret. Kulturlivet på Sydfyn, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø skal hyldes.
Prisen gives til den bedste kulturoplevelse i de fire sydfynske kommuner i 2022. Enten baseret på en original idé, en stærk udførelse eller en fællesskabende oplevelse, der løftede Sydfyn. Eller det hele.
Sådan indstiller du din kandidat til Fyns Amts Avis' Kulturpris: send en mail til kulturpris@faa.dk – eller send et brev til Sct. Nicolai Gade 3, 5700 Svendborg mrk. Kulturpris.
Fortæl i din indstilling, hvem du mener bør have Fyns Amts Avis’ Kulturpris og ikke mindst hvorfor. Du må gerne give den gas og virkelig uddybe, hvorfor du mener, at vedkommende, du indstiller, fortjener at vinde kulturprisen. Hvad overraskede dig? Hvad rørte dig? Hvad betød det for dig bagefter?
Prisen kan gives både til store kulturarrangementer, der har samlet mange tusinde mennesker og til små græsrødder. Fælles for dem skal blot være, at de har bevæget dig i sind og sjæl.
Deadline for indstillinger er torsdag den 9. februar.
Juryen til Fyns Amts Avis' Kulturpris
- Klaus Knakkergaard (formand), kulturredaktør, Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende.
- Jannie Schjødt Kold, selvstændig forfatter og dramatiker.
- Esben Hedegaard, tidligere museumschef, Svendborg Museum.
- Anni Bagge Jensen, bibliotekschef, Langeland Kommune.
- Lasse Handberg, selvstændig og tidligere teaterdirektør.
- David Brandenhoff, direktør og ejer af Ved Roret - projektudvikling, kommunikation og branding.
- Kristine Karlshøj, selvstændig konsulent og facilitator