![](/Admin/Public/GetImage.ashx?Image=/Files/Images/Nyheder/2022/1_Kvartal/Holmegaard beskåret.png&Width=768&Crop=5)
I takt med at antallet af ukrainske asylansøgere i Danmark stiger, udvider Udlændinge-styrelsen kapaciteten til indkvartering af op mod flere tusinde beboere. Derfor har Udlændingestyrelsen truffet aftale med Røde Kors om at benytte Holmegaard ved Bagenkop som indkvartering for bl.a. ukrainske asylansøgere.
Holmegaard har tidligere været anvendt til indkvartering af asylansøgere. Staten overtog bygninger i foråret 2021, derfor var Udlændingestyrelsen allerede inden Rusland indledte krigen i Ukraine i gang med at forberede bygningerne i forhold til brandsikring mv. og få de nødvendige tilladelser på plads for igen at kunne anvende Holmegaard til indkvartering.
Bygningerne ved Holmegaard var tidligere en kaserne, men har sidenhen været anvendt som asylcenter.
Plads til ca. 200 personer
Røde Kors forventer at kunne indkvartere ca. 200 personer i Holmegaard.
- Det er en stor og vigtig opgave, vi skal løse på meget kort tid. Vi har ansat Ulrik Pihl, som daglig leder af centeret. Ulrik Pihl har god erfaring med asylarbejdet og har tidligere være centerchef på Holmegård, sidst det fungerede som asylcenter. Vi regner med at kunne rykke ind på Holmegaard med de første beboere i weekenden, siger regionsleder Tina Lundgaard fra Røde Kors
Vi har i mange år samarbejdet med Udlændingestyrelsen om indkvartering af asylansøgere. Jeg forventer, at indkvarteringen på Langeland er en opgave, vi vil klare fint i samarbejde med Langeland Kommune – også selvom det er med kort varsel, fortsætter hun.
Asylchef i Røde Kors Anne la Cour er glad for at kunne tage Center Holmegaard i brug, for vi ved, at Langeland har erfaring med at danne rammen om asylindkvartering, siger hun.
Røde Kors og Langeland Kommune planlægger at afholde et informationsmøde mandag den 21. marts 2022. Mødet vil både handle om driften af center Holmegaard og hvilke muligheder der er for at hjælpe de ukrainere, som kommer til Langeland uden for asylsystemet.
Kommunens rolle
Langeland Kommune er ikke en del af driften på Center Holmegaard, men bidrager til at skabe rammerne om en god hverdag for beboerne. Det vil hovedsagelig være i form af de klassiske kommunale ydelser, som skolegang, dagtilbud og sundhedspleje. Omfanget af den bistand kendes ikke endnu. Derfor er Langeland Kommune endnu ikke begyndt på planlægningen af disse nye opgaver. Men det sker, så snart der er flere oplysninger om behovet.
Vi har aktiveret vores kriseberedskab, som består af chefforum og mig, og kan på den måde hurtigt koordinere vores indsats mest effektivt. Derfor er vi også i tæt dialog med Røde Kors om, hvad de ser af behov for pasning, skole og evt. sundhedspleje, siger borgmester Tonni Hansen.
Langeland Kommune har tilbudt bygningerne på Herslevvej 1 i Lindelse som supplement til Center Holmegaard. Bygningerne har tidligere været anvendt til indkvartering, og kan derfor hurtigt tages i brug.
For yderligere oplysninger kontakt
Røde Kors: Kontakt oplysninger
Borgmester Tonni Hansen: 24 69 12 90
Regionsleder: Tina Lundgaard: 26 77 11 03
Kommunaldirektør Jani Hansen: 40 13 56 71