![](/Admin/Public/GetImage.ashx?Image=/Files/Images/Nyheder/2022/1_Kvartal/Shores_strand.jpg&Width=768&Crop=5)
Langeland Svømmehalsforening nedlægger foreningen og donerer foreningens midler til SHORES børnevand-aktiviteter.
I 2015 startede Langeland Kommune et svømmehalsprojekt og på den baggrund opstod den frivillige forening Langeland Svømmehalsforening. Projektet er som bekendt ikke realiseret og i 2021 besluttede foreningen på foreningens generalforsamling og efterfølgende ekstraordinære generalforsamling, at nedlægge foreningen.
Foreningen har en formue på ca. 18.000 kr. erhvervet gennem medlemskontingenter, som de nu overrækker til Langeland Kommune til brug til børnevandaktiviteter i SHORES-regi, som arbejder for at gøre Langeland til Øhavets hotspot for vandaktiviteter. Pengene er særligt givet med fokus remedier til det kommende bæredygtige havsvømningsprojekt, der starter med 4. klasserne på Ørsted Skolen i regi af SHORES.
Borgmester Tonni Hansen glæder sig over donationen: ”Foreningen har igennem årene udført et stort uegennyttigt arbejde for at etablere en svømmehal på Langeland og dermed styrke mulighederne for bl.a. at lære langelandske børn at svømme. Med ophør af deres forening og beslutningen om at donere deres midler til børnevandaktiviteter i SHORES regi vil de bidrage til det videre arbejde med at få etableret en ordning, hvor vores børn lærer, hvordan de skal forholde sig i og ved vandet.”
Den fungerende formand for Langeland Svømmehalsforening David Sparrebro Jørgensen er trist over det ikke lykkedes at få en svømmehal på Langeland, men glæder sig over at deres midler kommer til god anvendelse: ”Det er aftalt at pengene anvendes i SHORES regi til indkøb af udstyr, der kan bruges i forbindelse med vandaktiviteter målrettet børn, både vores egne og besøgende – og det er vi sikker på vil gavne og glæde mange børn fremover.”
Erhvervs-, kultur- og turismechef Jane Jegind oplyser, at det er aftalt, at der for de donerede midler indkøbes udstyr til børnevandaktiviteter fx i form af børneveste eller børnevåddragter til brug for det kommende tiltag sammen med DGI Svøm om bæredygtig havsvømning og vandtilvænning og som udstyr i Grejbanken, der om sommeren køre rundt til de langelandske kyster og giver en ekstra mulighed for en spændende og tryg oplevelse i og på vandet.