Hun får prisen for fremragende forskning inden for energilagring i batterier, som er et vigtigt element inden for den grønne omstilling. Prismodtageren får samtidig et unikt kunstværk fremstillet af Sabine Majus. Det er en statuette fremstillet af sølv og emalje over temaet sommerfugl.
Prisen uddeles af H.C. Ørsted Selskabet med støtte af energiselskabet Ørsted.
Det er Langeland kommune, der står for arrangementet.
H.C. Ørsted Selskabet er hjemmehørende i Rudkøbing - H.C. Ørsteds fødeby. Det er selskabets formål at gøre unge interesserede i naturvidenskab, og derfor bliver der også overrakt en række andre priser på dagen.
To forskertalentpriser på hver kr. 10.000 bliver uddelt til lovende unge forskere som tilskyndelse til deres fortsatte karriere.
Det drejer sig om Johannes Lund Jensen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet. Han forsker i kulstoflagring i jorden og optimering af den kulstofmodel, der anvendes i de danske drivhusgas-emissionsopgørelser.
Den anden talentforskerpris går til Cecilie Hermansen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet. Hun har i sin forskning fokus på interaktionen mellem jord, miljø og klima.
I år uddeles også to rejselegater på hver kr. 50.000.
Marike Øie Bischoff, der studerer anvendt Kemi på DTU, skal fordybe sig i kvantekemi på Swiss Federal Institute of Technologi i Zürich.
Signe Reitz Krarup, der læser engelsk på AU, skal arbejde med økokritik på University of Cambridge. Hun har fokus på formidling af naturvidenskab i bl.a. børnelitteratur.
Dorthe Ravnsbæk siger: "Jeg er utrolig beæret over at modtage denne prestigefyldte pris. H.C. Ørsted er et stort forbillede for alle danske kemikere og fysikere, så at prisen bærer hans navn, er en stor ære.
Formanden for priskomitéen, professor Jacob Østergaard, DTU, udtrykker "sin glæde over, at priserne bidrager til at tilskynde unge talenter til at fortsætte deres forskningsarbejde".
Strategi og kommunikationsdirektør i Ørsted, Ingrid Reumert, siger, at "Ørsteds arbejde med den globale grønne omstilling har vist, at verden har brug for nysgerrige studerende, der i Ørsteds ånd interesserer sig for at tænke samspillet med naturen ind i fremtidens samfund. Derfor er Ørsted glad for sammen med H.C. Ørsted Selskabet at uddele rejselegater til studerende fra både humaniora og naturvidenskab".
Langelands borgmester Tonni Hansen glæder sig over, "at priserne uddeles i HC Ørsteds fødeby Rudkøbing. Byen, hvor HC Ørsted foretog sine første eksperimenter i faderens laboratorium på apoteket".
Som noget nyt bliver der i år uddelt diplomer og kr. 1.500 til to dygtige elever på Ørstedskolen i Rudkøbing.
Navnene offentliggøres i forbindelse med uddelingen.
Det er Sydbank, der finansierer denne del af prisuddelingen.
Efter prisuddelingen vil Dorthe Ravnsbæk holde en festforelæsning, der vil kaste lys over status for energilagring i batterier.
Blandt de inviterede på dagen er Johan Olsen. Han forsker i proteinkrystallografi på Københavns Universitet. Udover at være en anerkendt forsker, er Johan Olsen kendt som musiker – Magtens Korridorer – forfatter, foredragsholder, radiovært – Vildt Naturligt – o.m.m. Han var H.C. Ørsted ambassadør i jubelåret 2020, og i 2021 fik han SNU´s Ørstedmedalje i sølv. SNU står for Selskabet til Naturlærens Udbredelse. Det blev stiftet af H.C. Ørsted i 1824.
Han vil efter prisoverrækkelserne demonstrere sit store talent for formidling af naturvidenskab.
Yderligere oplysninger:
Troels Krøyer, Formand for H.C. Ørsted selskabet.
troels@kroyer.net, Tlf. 51232052.