Det kommer til at vrimle med lækkert børneteater, stjerner fra DR Ramasjang, cirkusforestilling, bil-koncert, kunstværksteder og meget mere. Vi skal også fejre, at selveste Emil fra Lønneberg fylder 60 år i år. Det gør vi med masser af kage, snitteværksted, højtlæsning og fødselsdagssang med Katrine Bille (DR Ramasjang).
SHORES tilføjer lidt saltvandssprøjt til festivalen - og man kan roligt sige, at der går fisk i den, når kunstneren MOMLIS besøger biblioteket, hvor børnene kan lave fisketryk med ÆGTE fisk. Ligesom når biolog Julie Møller sammen med børnene kigger på indersiden af et havdyr, måske en fisk eller en blæksprutte. Du kan også lave krabbekunst med genbrugsmaterialer sammen med kunstneren Ann-Kerstina.
Der er også mulighed for at komme til Havdag på Banjen i Lohals. Her kan du komme og lære krabbedans af danseinstruktør Mette Thaysen, Morten fra Modmusik spiller op til dans med sange om fisk og andre spændende havdyr. Biologen Julie laver smagsprøver fra kysten og tager jer helt tæt på nogle af havets små beboere.
Læs mere på Langeland Biblioteks hjemmeside: https://langelandbibliotek.dk/event-category/all