Rygning, smerter og ondt i livet. 300.000 tilfældigt udvalgte borgere over 16 år bliver fra i dag spurgt om, hvordan de har det. Det sker for at kunne sætte ind med målrettet forebyggelse og bedre behandling af sygdomme.
Det er fjerde gang siden 2010, at undersøgelsen ”Hvordan har du det?” gennemføres. Undersøgelsen er den største af sin art, og den giver et unikt billede af, om danskernes sundhed og trivsel er blevet bedre gennem årene, og hvor i landet, der er særlige udfordringer netop nu. For at få de tydeligste resultater er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaerne.
”Vi har brug for at få rigtig mange svar for at få det bedste billede af borgernes sundhed i Langeland Kommune. Da undersøgelsen blev gennemført i 2017, var der 1.631 langelændere, der svarede på spørgeskemaet. Det svarer til 2 ud 3, der blev inviteret til undersøgelsen. Vi håber, at mindst lige så mange vælger at besvare undersøgelsen denne gang. Jo flere, der udfylder skemaet, desto mere brugbart bliver resultatet”, siger Lisa Pihl Jensen, der er formand for Sundhedsudvalget i Langeland Kommune. Hun fortsætter: "Jeg har i øvrigt lige selv modtaget undersøgelsen i min e-boks og vil besvare den her i weekenden”.
Resultatet fra den sidste undersøgelse i 2017 viste, at det haltede med danskernes sundhed på flere områder. Svarene viste blandt andet, at over halvdelen af alle voksne danskere var overvægtige, at flere unge var blevet rygere og trivedes dårligt mentalt, og at mere end halvdelen af danskerne havde ondt i ryggen.
”I Langeland Kommune har vi forebyggelsestilbud i form af rygestopkurser, rusmiddelrådgivning og -behandling, vægtstopkurser, selvtræning og sundhedssamtaler. Derudover har kommunens institutioner, dvs. dagtilbud, skoler, plejecentre mv., fokus på sundhed og trivsel i hverdagen. Svarene fra undersøgelsen vil blive brugt til at sætte nye mål i Langeland Kommunes reviderede sundhedspolitik og bidrage med viden om, hvilke forebyggelsestiltag, der er behov for”, siger Lisa Pihl Jensen.
Resultatet af sundhedsprofilundersøgelsen 2021 offentliggøres i marts 2022. Spørgeskemaet er sendt til 300.000 danskeres e-boks eller med postvæsenet.
FAKTA om undersøgelsen:
Du kan tjekke, om du er udtrukket til at være med i undersøgelsen ved at se, om du har fået spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” i din e-boks. Dem, der udfylder spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om en række forskellige præmier.
Deltagerne i undersøgelsen er tilfældigt udvalgte. Det er frivilligt, om du vil deltage. Spørgeskemaet vil enten komme fra Region Syddanmark eller fra Statens Institut for Folkesundhed. Du kan kende skemaet på, at det hedder ”Hvordan har du det?”
Resultaterne fra undersøgelsen bliver samlet på hjemmesiden www.danskernessundhed.dk, hvor man også kan læse resultaterne fra de tidligere tre undersøgelser.
Du kan læse mere på Region Syddanmarks hjemmeside