Betydning af regeringens nye Covid-19 tiltag – status fra kriseberedskabet lørdag den 19. september 2020
Kommunens kriseberedskab har afholdt møde lørdag formiddag vedrørende de nye Covid-19-tiltag, som statsministeren meldte ud på pressemødet fredag eftermiddag. En række af tiltagene har betydning for Langeland Kommune, heriblandt kan nævnes
- at skoler, dagtilbud mv. aflyser sociale arrangementer (tiltag nr. 15)
- at alle privat og offentligt ansatte opfordres til at arbejde hjemmefra i det omfang det er muligt og hensigtsmæssigt i forhold til arbejdets udførelse. Samt at offentlige og private arbejdsgivere sikrer, at alle sociale arrangementer på – i tilknytning til - arbejdspladsen aflyses (tiltag nr. 18 og 20)
- at Sundhedsstyrelsen udsteder skærpede retningslinjer for brug af værnemidler i sundhedsvæsenet og ældreplejen, samt at Styrelsen for Patientsikkerhed vil samarbejde med lokale myndigheder om at have øget fokus på at beskytte sårbare borgere på plejehjem, sociale botilbud blandt andet ved udstedelse påbud om besøgsrestriktioner og eventuelt forbud (tiltag nr. 22 og 23)
Læs mere om alle 23 tiltag på Sundhedsstyrelsens hjemmeside her.
Forskellen på denne situation og den egentlige nedlukning i foråret, er at de daglige drifts-opgaver skal kunne fortsætte. Der er således klar besked om, at kommunerne fortsat er forpligtet til at løse alle lovpligtige opgaver og overholde lovgivningen. Dvs. at skoler, dagtilbud, hjemmepleje, jobcentre, borgerservice mv. fortsat skal løse deres opgaver – i fuldt omfang - i henhold til lovgivningen.
Borgere og medarbejdere der bliver berørt af de nye tiltag vil blive særskilt orienteret. Kriseberedskabet vil desuden sikre, at der sker en løbende orientering på kommunens Facebook-side.