Der er lagt op til en kreativ dag, når børnebibliotekaren, Maria Kastrupsen og turistmedarbejderen, Marie Wöldike, inviterer til kunstneriske udfoldelser med linoleumstryk og farvelægning af Langeland.
Cafe Gaardhaven i Rudkøbing har fået trykt den fineste malebog fyldt med fantastiske tegninger af Langeland, som både Maria og Marie gerne ville sætte lidt ekstra fokus på. Derudover havde de flere gange talt om at lave et samarbejde mellem biblioteket og turistknudepunktet, som deler adresse.
I den anledning har Maria og Marie slået sig sammen og forberedt et arrangement for børnefamilier, hvor de kan komme og farvelægge malebogens billeder af Langeland.
Derudover bliver der også mulighed for at ridse mønstre, navne eller hjerter med linoleumstryk – inspireret af de mange hjerter, som kærestefolk gennem tiden har ridset på den gamle ”Oehlenschlägers Bøg”, der så smukt pryder malebogens forside. De færdige linoleumstryk vil blive hængt til tørre på en malet bøg på bibliotekets vinduer, hvor de kan pynte mens de tørrer. Derefter kan børnene selvfølgelig tage deres kunstværk med hjem.
Arrangementet, der henvender sig til børn fra 5 år og op, finder sted torsdag d. 15. juli fra kl. 10 – 14 i børnebiblioteket og er et samarbejde mellem Langeland Bibliotek og Turistknudepunktet. Det er gratis at deltage.
For nærmere info kontakt børnebibliotekaren, Maria: markas@langelandkommune.dk