En enig kommunalbestyrelse har her til aften besluttet at ansætte Jani Hansen, som kommunaldirektør pr. 1. januar 2020. Jani Hansen er i dag ansat som vicekommunaldirektør og aktuelt konstitueret som kommunaldirektør i Langeland Kommune.
Borgmester Tonni Hansen udtaler:
»Jani Hansen er en sværvægter i den kommunale verden. Hun har mange års ledererfaring, både som økonomichef, direktør, vicekommunaldirektør og senest som konstitueret kommunaldirektør. Jeg er yderst tilfreds med, at en enig kommunalbestyrelse i dag bakker op om ansættelsesudvalgets indstilling.
Med Jani Hansen, som kommunens øverste embedsmand og chef for vores mere end 1.200 engagerede medarbejdere, forventer jeg at Langeland Kommune får en profil der fra første dag sætter sig for bordenden og tager fat om de udfordringer vi står i. Jani Hansen har en mangeårig erfaring i den kommunale verden på Langeland og min oplevelse er, at hun på alle parametre formår at omsætte hendes erfaring til stor værdi for vores organisation. Derudover er Jani Hansen dybfølt engageret i forhold til vores kommune, vores borgere og vores erhvervsliv.
De økonomiske rammevilkår er en stor udfordring i vores kommune både nu og fremadrettet. Det kræver en profil som er i stand til at sikre den nødvendige stabilisering af driften på den korte bane og samtidig stå i spidsen for en fremadrettet langtidsholdbar og bæredygtig strategi. Denne balance mestrer Jani Hansen i særlig grad.
Jeg glæder mig over at kunne fortsætte mit gode samarbejde med Jani Hansen og er helt tryg ved, at hun fremadrettet bliver min og kommunalbestyrelsens nærmeste rådgiver.«
Pressekontakt
- Borgmester Tonni Hansen, tlf. 24 69 12 90
- Vicekommunaldirektør, Jani Hansen, tlf. 40 13 56 71