Kære forældre
Så blev det vores tur, og det betyder, at endnu flere af vores elever nu får mulighed for at komme retur til skolerne og modtage fysisk undervisning og Ørstedskolen glæder sig i den grad til at tage imod dem. Denne gang er der tale om 9. og 10. klasse som får lov til at vende tilbage på mandag den 15. marts 2021.
I første omgang dog kun med 50 pct. fremmøde. Ørstedskolen vil informere jer i forhold til deres endelig plan.
Derudover kan vi også glæde os over, at alle 5. - 8. klasser nu får mulighed for at mødes til udendørs undervisning én gang om ugen. På trods af, at skolerne gør deres allerbedste for at levere god og varieret fjernundervisning, er jeg sikker på, at udeundervisningen bliver ugens højdepunkt. Alle trænger til at komme ud af værelserne og se hinanden igen. Også her vil I høre nærmere fra jeres skole om, hvor og hvornår de enkelte klasser skal møde op. Busserne kører efter den oprindelige køreplan fra på mandag den 15. marts 2021.
To test om ugen
En forudsætning for genåbningen er, at elever og ansatte løbende bliver testet for COVID-19. Derfor er der i Børne- og Undervisningsministeriets retningslinjer en kraftig opfordring til, at personale og elever over 12 år lader sig teste to gange om ugen.
Man kan blive testet om torsdagen fra 8.30 – 17.30 i Sundhedshuset og de øvrige dage er der mulighed for kviktest også i Sundhedshuset. Mandag, tirsdag, onsdag og fredag fra kl. 13-16 og lørdag og søndag fra kl. 10 -13.
Langeland Kommune vil i løbet af nogle uger tilbyde elever to ugentlige test i skoletiden. Det vil være de nye kviktests, som kun skal kort op i næsen. For elever under 15 år, kræver det et samtykke fra jer som forældre. Samtykket vil være gældende til og med den 1. juli 2021. Elever over 15 år giver samtykke ved at møde op til selve testen.
Skolerne sørger for, at testpersonalet bliver orienteret om de elever, hvor der ikke er samtykke.
Der går endnu et par uger, før testkapaciteten er fuldt udbygget, så jeg vil opfordre til, at både 9. og 10. klasser, som skal møde ind på mandag den 15. marts 2021 og de der møder ind mandag den 22. marts 2021, bliver testet i weekenden inden fremmøde. Det vil sige, at der kun gennemføres én test af eleverne i løbet af ugen i skoletiden.
For elever i 5. - 8. klasse, der kun møder ind én dag om ugen, vil der ikke være tilbud om test på skolen. Derfor er min opfordring, at eleverne er testet inden for de seneste 72 timer, inden de møder op.
Vi håber på, at de gode lave smittetal her på Langeland fortsætter de kommende uger, så vi kan have alle elever retur til fuld genoplukning efter påskeferien – det hører I naturligvis nærmere om.
Hvis har spørgsmål er I naturligvis altid velkommen til at rette henvendelse til skolerne.
De bedste hilsner
Lone Bjerregaard
Børn, Unge og Socialchef
Langeland Kommune