Torsdag den 30. september ankommer en stor gruppe veteraner fra den 7. polske landgangsdivision – de såkaldte Blå Baretter som var centrale i et angreb på Danmark under den kolde krig - til Koldkrigsmuseum Langelandsfort.
Det sker i al fred og fordragelighed samt i en venskabelig tone, selv om danskerne og polakkerne var fjender under den kolde krig. Hvis den kolde krig var blevet varm, og hvor der var udbrudt krig mellem NATO og Warszawapagten, ville polske specialstyrker bestorme de danske strande på Sjælland og øerne. I snesevis af landgangsfartøjer skulle de polske enheder sejle mod de danske kyster og gå i land, og det var specialstyrkerne fra de blå baretter, som den danske hær først ville møde på de danske kyster.
Når veteranerne fra de Blå Baretter besøger Danmark og Langelandsfortet, skyldes det blandt andet samarbejdet med museet som blandt andet har ført til museets udstilling og bogudgivelse ”Mod Fremmede Kyster”. De blå baretter har udlånt genstande, modeller og ekspertise i forbindelse med udstillingens tilblivelse.
”Det bliver en fantastisk oplevelse at få besøg af så mange af de blå baretter,” udtaler museumsleder og koldkrigshistoriker Peer Henrik Hansen og fortsætter: ”Danskerne og polakkerne har en fælles historie. Under den kolde krig kunne vi have stået over for hinanden i en altødelæggende krig med atomvåben, men heldigvis gik det ikke så galt. Nu kan vi bruge hinanden til at blive klogere på hinanden og de forestillinger man havde om fjenden i henholdsvis øst og vest.”
Koldkrigsmuseum Langelandsfort står i spidsen for et forskningsprojekt, hvor man sammen med forskere fra Rigsarkivet, SDU og andre forskningsinstitutioner undersøger de mange frigivne polske dokumenter om ”Polens fjende i Vest”, Danmark. Besøget er også en del af dette projekt og vil byde på en vis erfaringsudveksling.
På dagen vil der også dukke forskellige danske veteraner op som på hver deres måde har haft deres erfaringer med den polske fjende under den kolde krig.
De Blå Baretter ankommer til Langeland onsdag aften og rejser igen fredag formiddag.
For yderligere informationer, kontakt Peer Henrik Hansen på phh@langelandkommune.dk eller 61103850.