![](/Admin/Public/GetImage.ashx?Image=/Files/Images/Nyheder/2020/3_Kvartal/Jane_Jegind.jpg&Width=768&Crop=5)
Den 1. september tiltræder Langeland Kommunes nye chef for erhvervs-, kultur- og turismeområdet. Valget er faldet på den nuværende by- og kulturrådmand i Odense, Jane Jegind.
Langeland Kommune har store ambitioner om at vækste inden for erhverv, turisme og kultur, og derfor blev beslutningen at ansætte en chef til at varetage disse områder samlet.
Nu er stillingen besat, og det glæder kommunaldirektør Jani Hansen, der er overbevist om, at hun har fået den rette kandidat til posten – valgt fra et stærkt felt.
- Vi har været i den meget positive situation, at vi har fået 81 ansøgninger til stillingen med mange yderst kvalificerede kandidater, men vi fandt det perfekte match, siger Jani Hansen.
Ansættelsesudvalget, bestående af både kommunaldirektør (formand for ansættelses-udvalget), to centerchefer, to ledere og to medarbejdere, var da heller ikke i tvivl. De valgte enstemmigt at pege på nuværende by- og kulturrådmand i Odense, Jane Jegind.
Jane Jegind er en erfaren leder med stor indsigt i de kommunale rammer for erhverv og kultur. Hun har siddet i Odense Byråd siden 1998, hvor hun har bestridt en række store poster, senest som by- og kulturrådmand siden 2014.
En forvaltning, som ud over kultur også beskæftiger sig med kontakt og støtte til erhvervsliv og iværksættere. Hertil kommer en række bestyrelsesposter, blandt hos Destination Fyn, Odense Bys Museer og HCA Fonden. Tidligere har Jane Jegind været ansat ved IBM og Mærsk Data.
Fremover gælder det Langeland Kommune, hvor hun overtager posten som chef for et nyoprettet center, som dækker både erhvervs-, kultur- og turismeområdet i kommunen. Hun tiltræder stillingen den 1. september.
- Jane Jegind kommer med stor indsigt og erfaring fra både den private og den offentlige sektor. Samtidig har hun et meget stort netværk, som jeg er sikker på, kommer os alle til gavn, siger Jani Hansen og fortsætter:
- Jeg er helt tryg ved, at alle virksomheder fremover vil opleve, at de har en lydhør relation til kommunen, som både kan se sagen fra deres perspektiv og holde fokus på at finde gode løsninger. Samtidig må jeg sige, at hun på det personlige plan gjorde et stærkt indtryk på hele ansættelsesudvalget med en kombination af den selvtillid, der kommer af en stærk faglighed, en ydmyghed ift. opgaven og krydret med lidt humor.
Borgmester ser frem til samarbejdet
Hos borgmester Tonni Hansen (SF) er der også stor tilfredshed med valget af Jane Jegind. Den nye chef kommer til kommunen med både privat erhvervserfaring, strategisk og praktisk kendskab til det kommunale erhvervs- og kulturområde, ledelseserfaring og et brændende engagement i vækst, kultur og turisme.
- Jeg kender Janes indsigt og analytiske evner fra mange forskellige sammenhænge. Og selv om vi hidtil har mødtes på hver side af nettet på den politiske bane, så er vi begge drevet af at finde fælles løsninger på fælles udfordringer. For mig er der ingen tvivl om, at Jane Jegind med sin baggrund i økonomi, den private sektor og den kommunale verden er den helt rigtige profil til sammen med Jani Hansen at løfte kommunalbestyrelsens ambitioner på erhvervs-, kultur og turismeområdet, siger Tonni Hansen og fortsætter:
- Samtidig noterer jeg mig med glæde, at Jane Jegind også har blik for kulturens værdi i sig selv. På den måde risikerer vi ikke, at kulturen alene bliver instrument for vores turismeindsats.
Ny chef med store forventninger
Den nye chef for erhvervs-, kultur- og turismeområdet glæder sig også til at komme i gang med nye opgaver på Langeland. Allerede sidste år gjorde hun op med sig selv, at denne valgperiode ville blive hendes sidste i politik, og samtidig vidste hun, at hun stadig havde lyst til at arbejde med i den kommunale verden, med afsæt i erhvervsvilkår, kulturlivets muligheder for at udfolde sig og turismen.
Derfor beskriver hun stillingen som et drømmejob, der passer perfekt til hendes erfaring, indsigt, og kompetencer. Hun får ansvaret for kommunens samlede erhvervs-, turisme- og kulturindsats. Det indebærer, at lederen af Langelands Museum og lederen af Langeland Bibliotek, herunder fritidsområdet, fremover skal referere til hende. Samtidig får hun direkte ledelsesansvar for et sekretariat, som er under opbygning.
- Jeg brænder for at bidrage til vækst og fremgang i et af Danmarks smukkeste områder til gavn for borgerne og for at bidrage til udvikling af vores lokalområder. Det er i samspillet med borgere, virksomheder, kulturaktører og andre offentlige instanser, at vi skal finde nye bære-dygtige løsninger på problemerne, forklarer Jane Jegind og uddyber:
- Vi har musik, kunst, en enestående smuk natur og iderige virksomheder, som langt overstiger det, vi kan forvente i en kommune af Langelands størrelse. Det er den virketrang og det drive, som glæder jeg mig til at blive en del af.
For yderligere information:
Borgmester Tonni Hansen, tlf. 2469 1290
Kommunaldirektør Jani Hansen, tlf. 4013 5671
Jane Jegind, tlf. 2091 1031