Disse 6 byer er udpeget som sundhedslandsbyer: Asaa, Nørager, Nysted, Bisserup, Broagerland og Bagenkop.
Sammenhold og handlekraft er med til at gøre landsbyer stærke, og det bliver en drivkraft for de nye sundhedslandsbyer. En række landsbyer herunder Bagenkop står klar til at trække i trøjen som Sundhedslandsby, hvor de gennem et nyt projekt vil øge trivslen og sundheden med udgangspunkt i fællesskaber for alle. Sideløbende skal der bygges bro til fx den lokale lægepraksis, apotek eller hjemmepleje, som kan vise borgere vej til foreningslivet. Det kan også være til kultur- og fritidsområderne, som kan danne ramme om fællesskabet.
Landsbyerne er valgt med udgangspunkt i deres sammenhold og handlekraft, og det bliver deres vigtigste styrke, når de i den kommende tid skal gøre deres fællesskaber bedre og mere rummelige.
Det kan fx være mennesker ramt fysisk eller psykisk af sygdom, eller ældre, der mangler én til at følge dem til bankoklubben. Her kan støttepersoner i nærområdet være nøglen til at bryde ud af ensomheden. Det kan også være hjælp i form af betaling af kontingent eller transport til aktiviteter.
Landsbyerne skal bidrage med ny viden om, hvordan landsbyfællesskaber i højere grad kan understøtte borgernes fysiske og mentale sundhed og trivsel. Gennem en styrket frivilligindsats er målet samlet set at hjælpe op mod 200 landsbyborgere ud af isolation og ind i sociale fællesskaber.
I den kommende tid skal landsbyerne afholde borgermøder og rekruttere ambassadører, der fortæller om mulighederne og spotter, hvis nogle har brug for at blive hjulpet på vej.
Sundhedslandsbyer er et partnerskab mellem Landdistrikternes Fællesråd, Region Syddanmark, Region Nordjylland og Region Sjælland. Projektet er støttet af NordeaFonden med 3.375.000 kr. samt en medfinansiering fra de tre regioner. Gennem pilotprojekter i 6 landsbyer har Sundhedslandsbyer til formål at etablere sociale sundhedsnetværk med udgangspunkt i de fællesskaber, der allerede eksisterer i byerne. Sideløbende vil Sundhedslandsbyer etablere samarbejde med fagprofessionelle, såsom social- og sundhedsplejen og læger.