På et møde onsdag aften blev alle partier i kommunalbestyrelsen enige om budgettet for 2022.
Budgettet rummer store besparelser og næsten ingen nye udviklingstiltag. Det har kun været muligt at få enderne til at mødes ved at holde fast i et meget stramt budget.
Langeland Kommune skal stadig være bæredygtig. Forudsætningen for det er, at det økonomiske grundlag stabiliseres. På trods af en udligningsreform er Langeland Kommune fortsat udfordret på økonomien. Det uændrede særtilskud fra staten giver ikke mulighed for, at Langeland Kommune kan investere i tiltag, som på kort og mellemlang sigt kan ændre afgørende ved kommunens indtjeningsgrundlag. Derfor er den eneste bæredygtige vej fremad at indføre en lang række omkostningsbesparende tiltag.
Af den grund er stort set alle investeringer i nye tiltag fjernet. Samtidig må vi erkende, at besparelserne også vil ramme de store velfærdsområder. Nogle af vores omkostninger kan mindskes ved effektiviseringer, men vi vil ikke løbe fra, at der også bliver tale om forringelser af den kommunale service.
Vi tøver ikke med at kalde det for et krisebudget. For det er en økonomisk krise, Langeland Kommune står midt i. Der har heldigvis været en vilje til at finde en fælles løsning, og det er en stor bedrift når krisen rammer så tæt på et valg.
I Budgetaftalen skal der findes ca. fire mio. kr. på ældreområdet. Heraf er forventningen, at omtrent halvdelen kan findes ved at omorganisere arbejdet. Samtidig holder Kommunalbestyrelsen fast i den indgåede Velfærdsaftale med regeringen om indsatser, der kan forme fremtidens ældrepleje.
I Budgetaftalen understreger vi, at kombinationen af en generel højkonjunktur og intensiverede indsatser kan bringe mange flere langelændere i job.
Det er et vanskeligt budget, og vi kommer ikke i mål bare ved at beslutte, at nu skal der spares så og så meget på de forskellige områder. Derfor har vi besluttet at følge tæt op på besparelserne, men måske endnu vigtigere også forslag til yderligere tiltag. Udfordringerne fortsætter nemlig i 2023.
Ingen af os, er glade ved udsigten til at skære i vores service. Men vi er også enige om, at alting ikke går i stå, selv om det ser mørkt ud. Derfor har vi besluttet, at vi i det nye år vil se på mulighederne for at finansiere nye anlæg.
Den samlede aftale er vedlagt pressemeddelelsen. Borgmesteren og gruppeformændene for de enkelte partier står til rådighed for spørgsmål:
For yderligere oplysninger:
- Tonni Hansen, borgmester (F) - 24 69 12 90
- Winni Kielstrup Hansen, gruppeformand (F) - 20 32 44 85
- Ulrik Kølle Hansen, gruppeformand (V) - 21 79 90 35
- René Larsen, gruppeformand (A) - 72 55 99 93
- Bo Carstens Nissen, gruppeformand (C) - 21 79 09 39
- Kim Welcher, gruppeformand (O) - 23 80 60 29