Der er søgt om at få godkendt et samlet produktionsareal på 4.839 m2 i eksisterende og nye staldbygninger. Følgende nye bygninger ønskes etableret:
• 4 staldafsnit til slagtesvin i 2 staldbygninger med dimensionerne 94,6 x 14,4 m og 5 m højde
• 1 gyllebeholder på 5.000 m3 med teltoverdækning
Den indsendte ansøgning og miljøkonsekvensrapport fremgår nederst på denne side.
Inden kommunen går i gang med at behandle ansøgningen, skal offentligheden, berørte myndigheder og berørte stater have mulighed for at stille spørgsmål og udtale sig til det ansøgte projekt. Da projektet ikke medfører påvirkninger, der berører andre stater, gennemføres der dog ikke høring af stater udenfor Danmarks grænser.
Svendborg Kommune gennemfører nu en offentlig høring, og eventuelle spørgsmål eller bemærkninger til ansøgningen skal sendes skriftligt til:
• email landbrug@svendborg.dk eller
• Svendborg Kommune, Natur og Miljø att. Team landbrug, Svendborgvej 135, 5762 V. Skerninge.
Spørgsmål eller bemærkninger skal modtages senest mandag den 15. november 2021.
Den videre proces er herefter, at:
• Svendborg Kommune udarbejder et udkast til afgørelse, og
• Svendborg Kommune gennemfører en høring i 30 dage af offentligheden, berørte myndigheder samt relevante foreninger og organisationer over udkast til afgørelse. Offentliggørelsen vil foregå digitalt på Svendborg Kommunes og Langeland Kommunes hjemmesider. Naboer og andre berørte vil blive orienteret direkte via digital post. Øvrige, der ønsker at modtage et udkast til afgørelse, skal give Svendborg Kommune besked på mail eller almindelig post (se kontaktoplysninger ovenfor) hurtigst muligt og senest, inden den offentlige høring på 30 dage sættes i gang.
• Svendborg Kommune afgør sagen, og afgørelsen offentliggøres digitalt på Svendborg Kommunes og Langeland Kommunes hjemmesider. Herefter følger en periode på 4 uger, hvor klageberettigede har mulighed for at klage over kommunens afgørelse. Det vil til den tid fremgå af afgørelsen, hvem der er klageberettiget.
Vi gør opmærksom på, at når vi arbejder med en sag vil oplysninger, som vi modtager fra dig, blive behandlet i vores IT-systemer. Vi kan f.eks. i tilfælde af en anmodning om aktindsigt videregive dine oplysninger. Du kan læse mere om Databeskyttelsesforordningen og -loven på Datatilsynets hjemmeside www.datatilsynet.dk og på Svendborg Kommunes hjemmeside https://www.svendborg.dk/om-kommunen/datasikkerhed.
Har du spørgsmål til dette opslag kan du skrive en mail til landbrug@svendborg.dk eller ringe på telefon: 62 23 34 44.