Glimt Lysfestival på Langeland i 2025
Foto: Copenhagen Light Festival og Colourbox. Illustration: VisitLangeland
Kunst, talks, musik og vandringer lyser Tranekær op i vintermørket når Glimt byder velkommen til Lysfestival på Langeland fra den 1. november til 14. december 2025. Lysfestivalen hylder lyskunst, fællesskab og øens enestående mørke nattehimmel med en række værker fra Copenhagen Light Festival og eksisterende belyste værker.
Med støtte fra flere fonde og lokale aktører starter Langeland i år en ny tradition udenfor højsæsonen, når kunstparken TICKON og Medicinhaverne i Tranekær 45 aftener i træk åbner portene udenfor normal åbningstid.
Copenhagen Light Festival lyser op på Langeland
Copenhagen Light Festival er kendt for sine imponerende og kunstneriske lysinstallationer, som fra næste weekend igen forvandler København til en magisk lysby. I år udvider festivalen sit lysende univers til Langeland når udvalgte værker fra hovedstaden bliver installeret på Langeland.
Fra Copenhagen Light Festival udtaler formand Jesper Kongshaug: "Vi er glade for at kunne bringe nogle af vores mest populære værker til Langeland. Det vil være en markant inspirerende oplevelse at opleve værkerne under en virkelig mørk nattehimmel, med minimal lysforurening og uden storbyens lyde. Kunstværkerne vil italesætte mørket, som bliver et optimalt baggrundstæppe til lysværkernes visuelle udtryk."
Lysfestivalen på Langeland har, ligesom Copenhagen Light Festival, en ambition om at tiltrække både lokalbefolkningen og besøgende fra nær og fjern. "At samarbejde med Copenhagen Light Festival betyder, at vi kan bringe lyskunst af høj international kvalitet til vores ø. Det vil styrke vores lokale kulturtilbud og tiltrække flere besøgende i den ellers stille vinterperiode," udtaler borgmester i Langeland Kommune Tonni Hansen.
En fejring af mørket – og bevarelsen af det
Lysfestivalen har til formål at synliggøre livet på Langeland udenfor højsæsonen og fejrer øens naturlige mørke nattehimmel. "Lysfestivalen giver os en fantastisk mulighed for at udnytte vores unikke mørke nattehimmel, næsten fri for lysforurening. Lysfestivalen er ikke blot en fejring af lys, men også en indsats for at bevare og beskytte mørket, så kommende generationer kan opleve stjernehimlen i sin fulde pragt." – udtaler borgmesteren.
Alle festivalens kunstværker er udvalgt med henblik på at skabe mindst mulig lysforurening på nattehimlen. Med festivalen håber VisitLangeland at tiltrække både lokale og besøgende. Lysfestivalen forventer i år at tiltrække op mod 10.000 gæster, herunder øens beboere og deltidslangelændere samt de mange turister og endagsturister fra nærliggende byer.
Målet med festivalen er at skabe samhørighed og stolthed på tværs af Langelands lokalsamfund, samtidig med at den sætter fokus på bæredygtig turisme og grøn energi.
Praktisk information
Glimt vil være åben dagligt fra solnedgang 16:00 til klokken 21:00, med gratis adgang til TICKON og Medicinhaverne i åbningstiden. Flere værker offentliggøres løbende på www.langeland.dk/glimt
Glimt er arrangeret af VisitLangeland i samarbejde med Copenhagen Light Festival, TICKON og Medicinhaverne i Tranekær.
Kontaktoplysning:
Anders Kongshaug, Head of Press Copenhagen Light Festival 23 10 30 58
Tonni Hansen, borgmester Langeland Kommune 24 69 12 90
Mads Zangenberg, projektleder Glimt 20 47 84 83