---
title: "Lokaleanvisning under folkeoplysningen"
date: "2026-02-11"
created: "2024-06-19"
---

[Hjem](https://langelandkommune.dk/)

                    [Mit liv](https://langelandkommune.dk/mit-liv)

                    [Kultur og fritid](https://langelandkommune.dk/mit-liv/kultur-og-fritid)

                    [Folkeoplysning](https://langelandkommune.dk/mit-liv/kultur-og-fritid/folkeoplysning)

                [Lokaleanvisning under folkeoplysningen](https://langelandkommune.dk/mit-liv/kultur-og-fritid/folkeoplysning/lokaleanvisning-under-folkeoplysningen)

# Lokaleanvisning under folkeoplysningen

Ifølge folkeoplysningsloven skal Langeland Kommune anvise offentlige lokaler og udendørsanlæg til foreninger, der opfylder lovens betingelser for tilskud. Lokalerne / udendørsanlæggene anvises når de ikke benyttes til deres primære brug. Anvisning af lokaler finder hovedsageligt sted i folkeskolerne og i Borgerhuset i Rudkøbing, men der er også mulighed for at låne lokaler i andre offentlige bygninger, hvis udlånet kan indpasses i lokalernes primære brug.

## Prioritering af lokalerne

### Anvisning af lokaler og udendørsanlæg prioriteres i følgende rækkefølge:

1. Aktiviteter for børn og unge
2. Folkeoplysende voksenundervisning (aftenskoler)
3. Aktiviteter for voksne

Lokaler der er særligt egnede til folkeoplysende virksomhed for folk med handicap, skal først anvises hertil.

Anvisning af lokaler under folkeoplysningsloven administreres af Folkeoplysning, og ansøgning om sæsonudlån skal indsendes senest 1. juni hvert år.

Det er Folkeoplysningsudvalget, der godkender den endelige sæsonfordeling af lokaler, og afgør eventuelle tvister om tider.

Når sæsonfordelingen af lokaler er fastlagt, vil det være muligt for foreningerne løbende at booke ledige tider.

### Gebyrer for brug af Ørstedskolens haller og omklædningsrum

Der opkræves gebyr for brug af haller og omklædningsrum på Ørstedskolen. Gebyret indgår i folkeoplysningsområdets budget til brug for tilskud til foreninger med egne eller lejede lokaler.

### Der opkræves følgende gebyr:

- Ørstedskolens store hal - 180 kr. i timen
- Ørstedskolens halve haller - 90 kr. i timen
- Ørstedskolens omklædningsrum ved udendørs idræt - 100 kr. pr. gang

Gebyrmodellen følger lokaletilskudsmodellen, der vil derfor blive fratrukket i gebyret for andelen af medlemmer under 25 år med den til enhver tid gældende lokaletilskudsprocent.

Hvis du oplever problemer med bookingsystemet kontakt: folkeoplysning@langelandkommune.dk

## Retningslinjer for brug af lokaler under folkeoplysningen

###

                                    Retningslinjer for brug af Ørstedskolens lokaler efter skoletid og i weekender

## Ørstedhallen, multisale og andre lokaler på Ørstedskolen

Hensigten med retningslinjerne er at skabe klarhed, fælles forståelse og ens forventninger til de muligheder, som skolen byder på, så samarbejdet mellem foreninger, øvrige brugere, skole, forvaltning og pedeller kan foregå til alles tilfredshed.

### Rollefordeling

Ørstedskolens ejere er et konsortium bestående af MTHøjgaard, DanEjendomme og DnB Nord, hvor Dan-Ejendomme har opgaven med drift af bygningen. Det vil sige vedligehold, forbrug, rengøring og koordinering til skolens brugere. Denne opgave varetages i dagligdagen af 3 pedeller ansat af konsortiet.

Langeland Kommune har brugsret over bygningen efter konkrete aftaler med pedellerne.

Skolen er bruger af bygningen i dagtimerne og til arrangementer, møder mv. også om aftenen og i weekenderne.

Foreninger og øvrige brugere kan anvende bygningen i eftermiddags- og aftentimerne og i weekenden.

### Opgavefordeling mellem forvaltningens medarbejder på fritidsområdet og Dan-Ejendomme

Kultur og Fritidsafdelingens medarbejder på fritidsområdet varetager planlægningen af lokalefordelingen for foreninger, der er omfattet af Lov om Folkeoplysning og øvrige brugere.

Pedellerne varetager den øvrige praktiske planlægning og løbende dialog med repræsentanter for foreningerne og øvrige brugere. Herunder kan der ske en direkte booking af lokaler til enkelt arrangementer og eventuel flytning af enkelt
tidspunkter.

### Praktiske retningslinjer

Det forventes, at alle brugere udviser en god adfærd på skolen, og det forventes i særdeleshed, at de voksne påtager sig ansvaret for at dårlig opførsel stoppes.
Aflåsning af skolen sker på følgende måde:

- Aflåsning af de enkelte lokaler, yderdøre og delskoler foretages af rengøringspersonalet om eftermiddagen.
- Efter rengøringen vil der således være aflåst til de enkelte delskoler, men der vil være åbent ved hoveddøren. Der vil derved være adgang til hal, multisale, omklædningsrum og skoletorv. 1. sal må kun benyttes af brugere til musikskolen eller tandplejen. Trappen afspærres med en snor.
- De foreninger, der skal bruge et lokale i en af delskolerne skal selv sørge for at lukke brugere ind, holde døren aflåst under arrangementet og låse efter sig.
- Alle skal have forladt bygningen inden kl. 22.00, hvor pedellerne sørger for aflåsning. Hoveddøren bliver aflåst for indgang kl. 21.45. Ved weekendarrangementer laves konkrete aftaler mellem den arrangerende
forening/brugergruppe og pedellerne.

Der er ind- og udgang gennem hovedindgangen. Med undtagelse er til udendørs aktiviteter direkte fra omklædningsrum.

Nøgler udleveres af pedellerne efter behov, dog maksimalt til én instruktør /underviser pr. hold. Hver forening skal udpege en kontaktperson, der skal registreres hos pedellerne.

Der må ikke ryges eller drikkes alkohol på skolens matrikel. Der kan købes kaffe, te, kakao og sodavand i opstillede automater. Ligeledes kan der efter aftale gennem skolens sekretariat bestilles kaffe/te og kage, som vil blive gjort klar om eftermiddagen til afhentning i køkkenet ved skoletorvet. Desuden må der medbringes egen kaffe/te og kage mm. Der må ikke opsættes egne kaffemaskiner eller elkedler.

Ved større arrangementer må de enkelte foreninger/brugergrupper forestå et salg fra en bod eller fra køkkenet ved skoletorvet. Foreningen er ansvarlig for oprydning og rengøring efter brug.

Foreningerne låner lokalerne med deres bestående udstyr. Er der brug for andet, må foreningerne selv sørge for det. Foreningerne er ansvarlige for eventuel opsætning og nedtagning.

I det omfang det kan lade sig gøre skal forespørgsler vedrørende behov for depotplads søges opfyldt.

Foreningerne er ansvarlig for, at alle anvendte lokaler og depoter efterlades opryddet.

Foreninger kan anvende det trådløse netværk med en gæsteopkobling. Koden hertil kan fås ved henvendelse i skolens sekretariat indenfor normal arbejdstid.

Der må kun anvendes rengjorte sko, der ikke afsætter mærker på gulvet i hal og multisale.

###

                                    Retningslinjer for brug af Strynø Skole og Kulturhus

## Strynø Skole og Kulturhus

Strynø Skole og Kulturhus stilles vederlagsfrit til rådighed for foreninger og grupper af borgere. Aktiviteterne skal dog med rimelighed kunne indpasses i husets rammer.
Aktiviteter der kan være i huset er eksempelvis enkeltarrangementer eller ugentlige/månedlige tilbagevendende møder, kurser m.v.
Ingen kan forlange at få stillet lokale til rådighed kun til eget brug.
Lokalerne kan ikke udlånes til erhvervsmæssige eller andre kommercielle formål, ej heller til private formål.
Der er fastsat ordensregler for brug af bygningen og brugerne skal være bekendt med reglerne. Hvis lokalerne bruges til aktiviteter der ikke er godkendt vil brugeren øjeblikkeligt miste retten til
at benytte lokalerne.

Skolen og SFO bruger bygningerne i dagtimerne, samt til arrangementer, møder m.v. Dette kan også foregå om aftenen og i weekenderne.
Foreninger og øvrige brugere kan benytte lokaler i eftermiddags- og aftentimerne og i weekenden som hovedregel. Andre tidspunkter kan kun aftales hvis det passer med skolens og SFO'ens brug af bygningen.

### Aflåsning af bygningen sker på følgende måde

De faste brugere, skole, SFO, Lokalhistorisk Arkiv og Strønyt foretager aflåsning af egne lokaler og yderdøre efter brug.
Foreninger eller grupper af brugere sørger selv for at lukke deltagere ind og låse lokaler og yderdøre efter brug.
Nøgler udleveres af Strynø Beboerforening efter behov, dog maksimalt en nøgle til instruktør/underviser pr. hold. Hver forening skal udpege en kontaktperson, der registreres hos Strynø Beboerforening.

Brug af inventar, borde, stole, service som tilhører Strynø Beboerforening opkræves et gebyr, der fastsættes af beboerforeningens bestyrelse.

### Praktiske retningslinjer

Det forventes at alle brugere udviser en god adfærd og passer på lokalerne, og det forventes i særdeleshed at voksne påtager sig ansvaret for at dårlig opførsel stoppes.

Der må kun anvendes rengjorte sko/hjemmesko, der ikke afsætter mærker på gulvene.

Det forventes at de lånte lokaler altid efterlades i pæn og opryddet stand.

Ved større arrangementer er den enkelte forening/brugergruppe ansvarlig for oprydning af alle anvendte lokaler efter brug.

Der må ikke ryges i bygningens område.

###

                                    Strynø Skole og Kulturhus - Huskeliste ved brug af lokaler

Når man afleverer lokalerne efter brug, skal der være fejet eller støvsuget og ryddet op. Hvis man har spist i lokalerne, eller gulvet er blevet beskidt, skal gulvet også vaskes.

### I Gymnastiksalen

- Sætte møbler mm. på plads
- Feje eller støvsuge gulvet
- Tømme affaldskurve
- Rydde vindueskarmene
- Vaske gulv, hvis det er nødvendigt

### I køkkenet

- Rydde op
- Feje eller støvsuge gulvet
- Vaske op og tømme opvaskemaskine
- Tømme køleskab (sæt navn på ting i fryser)
- Tørre køkkenborde af
- Tømme affaldskurve
- Vaske gulv, hvis det er nødvendigt

### I entreen

- Ryste eller støvsuge måtten
- Feje eller støvsuge gulvet
- Tømme affaldskurve
- Vaske gulv, hvis det er nødvendigt

### På toilettet

- Feje eller støvsuge gulvet
- Tømme affaldskurve
- Vaske gulv, hvis det er nødvendigt

                            [Bookingsystem til lokaler](https://booking-ui.prod.workforce-planner.dk/api/authentication?SiteId=1005&amp;DepartmentId=8b3e09fd-35f7-4a37-9316-9a6431b39c53&amp;MicroSiteIds=cf7dc98e-0e14-4c85-a1e5-7ce769778a79)
