Skip til hoved indholdet

Kontanthjælp

Når du modtager kontanthjælp eller uddannelseshjælp, kan du enten være visiteret som jobparat, uddannelsesparat, åbenlyst uddannelsesparat eller aktivitetsparat. Uanset om du er placeret i den ene eller den anden kategori er der nogle ting, som du skal være opmærksom på:

  • Tjek posten - også den digitale. 
  • Meld dig syg og rask på Jobnet - hvis det er relevant
  • Husk mødetider

Hvis du er visiteret til at være jobparat, uddannelsesparat eller åbenlyst uddannelsesparat er der nogle flere ting, du selv skal klare også:

  • Book samtaler
  • Brug Jobloggen på Jobnet

Hvad gør jeg

Hvis du er blevet afmeldt på jobnet, skal du skynde dig, at tilmelde dig som ledig igen, hvis du stadig ønsker at modtage din ydelse.

Der kan være flere grunde til, at du er blevet afmeldt på jobnet. Her er de mest almindelige eksempler på årsager:

  • Du har glemt at tjekke dine jobforslag til tiden.
  • Du har ikke udfyldt alle punkter i dit CV. Vær især opmærksom på, at du skal have tilføjet "Jobønsker".
  • Hvis du har søgt kontanthjælp eller uddannelseshjælp, skal dokumenter være afleveret i Borgerservice senest 7 dage efter at du har været til visitationssamtale i jobcentret.

Du vil modtage et brev med årsagen til afmeldingen enten i din e-boks eller digitale postkasse på borger.dk, eller i din postkasse ved din bopæl, hvis du er fritaget for digital post.

Har du spørgsmål til din afmelding på jobnet, så kontakt jobcentret.

Det første du skal gøre, når du vil søge kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse er at møde op i jobcentret for at søge om muligheden.

Du kan tidligst få kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse fra den dag, hvor du har ansøgt om kontanthjælp.

Herefter skal du senest inden for de første 3 uger med ledighed oprette dit CV på Jobnet.

Ansøgningen om kontanthjælp er nu blevet digital og du søger på borger.dk. Du kan bruge denne guide, hvis du skal have hjælp til det. 

Løbende skal du også:

  • Tjekke dine jobforslag – mindst hver syvende dag.
  • Opdatere din Joblog på jobnet – mindst hver 30 dag.
  • Søge mindst to relevante job.

Hvis du er jobparat kontanthjælpsmodtager, skal du selv booke dine samtaler i Jobcentret. På den måde kan du bedst planlægge det, så det passer sammen for dig og så kan vi hjælpe dig bedst muligt med at komme tilbage i arbejde. 

Sådan booker du en samtale

  • Du logger ind på "Min side" på Jobnet.dk og vælger "Mine aftaler" i venstremenuen.
  • Her finder du indkaldelser og møder. Klik på "book et møde".
  • Herefter får du mulighed for at vælge samtaletype og et tidspunkt, der passer dig.
  • Når du har bekræftet dit møde og tidspunkt, vil du modtage en kvittering på din booking. Hvis du har opgivet din mailadresse under personlige oplysninger, modtager du også en kvittering pr. mail.
  • Under "Indkaldelser og møder" kan du nu se det møde, du har booket.

Såfremt du oplever problemer med at booke en samtale, er du velkommen til at kontakte os.  

Frist for booking af samtale 

Du har pligt til at booke dine samtaler digitalt inden for en nærmere angiven frist. Vi skal som minimum give dig en frist på 8 dage, hvor du kan booke din samtale. Fra udløbet af denne frist, vil der være 7 dage til, at samtalen skal være afholdt. Du vil få nærmere besked om en eventuel frist via Jobnet.dk.

For at have flest mulige tider at vælge imellem anbefaler vi, at du booker din samtale i god tid forud for fristens udløb.

Hvad er Joblog?

Joblog er vores fælles redskab til at holde styr på din jobsøgning. Men mest af alt er det til for dig, så du hele tiden ved, hvad du har søgt og hvad du har planlagt at søge.

Du finder joblog på Jobnet.dk.

Når du bruger Jobloggen har vi bedre muligheder for at hjælpe dig med din jobsøgning og vi kan tage udgangspunkt i den, når du kommer til samtaler på Jobcentret.

Jobloggen er samtidig dit bevis på, at du har søgt tilpas mange relevante job for dig. 

Skal jeg bruge jobloggen?

Ja. Hvis du er dagpengemodtager, Jobparat kontanthjælpsmodtager, uddannelsesparat eller åbenlyst uddannelsesparat og modtager uddannelseshjælp, så skal du bruge jobloggen for at dokumentere din jobsøgning.

Du skal mindst opdatere din joblog hver 30. dag, men vi anbefaler, at du gør det løbende. Så har du også bedre styr på din jobsøgning selv. 

Hvis du bliver syg imens du er ledig og modtager kontanthjælp, skal du huske at melde dig syg.

  • Hvis du er jobsøgende, skal du give besked til jobcentret via www.jobnet.dk.
  • Hvis du modtager kontanthjælp og bliver syg skal du også give besked til jobcentret på Jobnet.dk
  • Er du hos ”anden aktør”, skal du sygemelde dig på www.jobnet.dk og til din aktør.
  • Er du i virksomhedspraktik, fleks - eller løntilskudsjob skal du også sygemelde dig hos din arbejdsgiver. 

HUSK at melde dig rask igen, når du igen står til rådighed eller er tilbage hos arbejdsgiver eller anden aktør.

Når du bliver rask igen skal du raskmelde dig. Det gør du også på Jobnet.

Seneste nyt

Langeland Kommune

Fredensvej 1
5900 Rudkøbing
CVR: 29188955

Telefon: 63 51 60 00
post@langelandkommune.dk

Let adgang