Statens vandplaner
Indsatser og miljømål
I vandplanerne er en række forskellige indsatser, der skal sikre, at de overordnede miljømål kan opfyldes. En af disse indsatser er genskabelse af vådområder, der er en betegnelse for lavbundsarealer, hvor naturen er påvirket af højt grundvandsspejl og gennemstrømmende overfladevand. Projekterne med både vådområder og lavbunde kan bidrage til opfyldelsen af Danmarks EU-forpligtelser på natur-, miljø- og klimaområdet.
Forundersøgelse og realisering
Langeland Kommune kan ved at ansøge staten og opfylde en række kriterier få økonomisk tilsagn til at foretage forundersøgelser eller et anlægsarbejde. De økonomiske midler kommer såvel fra staten som fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne. Forundersøgelserne består af en teknisk/biologisk del samt en ejendomsmæssig del, mens at en realisering indeholder en detailprojektering og et udbud af projektet til kompetente entreprenører, som kan lave anlægsarbejdet.
Hvis du er lodsejer i et projektområde
Hvis du ejer jord, som ligger i et område, som er omfattet af et kommunalt vådområde eller lavbund, vil du blive kontaktet af kommunen. Det er frivilligt om du vil deltage. Du har mulighed for indgå en frivillig aftale omkring handel med projektjord eller indgå en aftale om 20-årigt tilskud til fastholdelse.
Mindre udvaskning af kvælstof
Vådområder virker som et filter, der renser det gennemstrømmende vand for bl.a. kvælstof. På den måde bliver udvaskningen af kvælstof til sårbare fjorde, kyster og søer reduceret, hvor store mængder af dette næringsstof ellers medvirker til at skabe iltsvind og skader vandmiljø, dyr og planter. Vådområder kan etableres ved at man lukker dræn og grøfter, så dræn- og grundvand fra arealer ovenfor frit kan sive langsomt gennem jorden. Vådområder kan også etableres ved at man sløjfer pumper, så vandløb i området får lov til at løbe over deres bredder.
Vådområder på Langeland
På Langeland har vi gennemført vådområdeprojekter ved at vi har sløjfet pumper. Det er i Nørreballe Nor, Botofte Skovmose, Snaremose Sø og senest i Holmsmose. For at afklare, om det er muligt at etablere et vådområde i et givet område, er første skridt at gennemføre en teknisk forundersøgelse med henblik på at afklare konsekvensen af f.eks. at nedlægge en pumpestation. Der bliver samtidig udarbejdet en ejendomsmæssig forundersøgelse, som skal klarlægge lodsejernes holdning til gennemførelse af projektet.
Lavbunde er godt for klimaet
Formålet med lavbundsprojekter er at reducere landbrugets udledning af drivhusgasser og genskabe eller forbedre natur. Lavbund kan, ligesom vådområder, medvirke til at reducere udvaskningen af kvælstof- og fosforudvaskning. Lavbunde er arealer med et højt grundvandsspejl, typisk lokaliseret i ådale, moser, på marsk eller på hævet havbund. Ved genetablering af lavbundsområder bliver vandstanden hævet til det oprindelige, hvorved jorden bliver gennemfugtet. Den øgede mængde vand i jorden sænker omsætningen af organisk stof og mindsker derved kulstofudledningen (CO2). Jordens kulstofindhold "afbrændes" derfor langsommere eller ophører helt, hvormed der bliver udledt færre drivhusgasser.
Lavbundsprojekter bruges derfor også som et klimaværktøj.