Kørsel til læge og speciallæge
Efter Sundhedslovens bestemmelser har du i visse tilfælde ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse, når du har været til læge eller speciallæge.
Information
Borgere, der er pensionister, har ret til kørsel til læge og speciallæge i følgende tilfælde:
- Du skal være pensionist
- Du skal være ude af stand til at kunne køre bil af helbredsmæssige årsager
- Du skal være ude af stand til at kunne anvende offentlige transportmidler af helbredsmæssige årsager
- Du skal være omfattet af sikringsgruppe 1. Du kan se din sikringsgruppe på dit gule sygesikringskort
Det er således vigtigt, at du er opmærksom på, at der kun kan bevilges kørsel, hvis du af helbredsmæssige årsager ikke selv kan transportere dig og/eller anvende offentlig transport. Der kan alene ydes kørsel til og fra alment praktiserende læge samt til og fra nærmeste speciallæge. Der er ikke mulighed for at få kørsel til behandling hos f.eks. fysioterapeut, tandlæge, kiropraktor, fodterapi og optiker. Transport til sygehusene er heller ikke omfattet af ordningen. Der henvises her til Region Syddanmarks patientkontor eller sygehusenes kørselskontorer.
For at komme med i kørselsordningen, skal du søge via ansøgningsskemaet, som du finder nedenfor. Hvis du får akut brug for lægehjælp udenfor kommunens åbningstider, og hvis du helbredsmæssigt er ude af stand til at komme til vagtlæge, skal du selv rekvirere en taxa og betale din kørsel. Du kan sende din kvittering for kørslen til Langeland Kommune, hvorefter beløbet vil blive indsat på din NemKonto.
Borgere, der ikke er pensionister, har ret til kørsel til speciallæge i følgende tilfælde:
- Du skal være ude af stand til at kunne køre bil af helbredsmæssige årsager
- Du skal være ude af stand til at kunne anvende offentlige transportmidler af helbredsmæssige årsager
- Du skal være omfattet af sikringsgruppe 1. Du kan se din sikringsgruppe på dit gule sygesikringskort
- Afstanden fra din bopæl til nærmeste speciallæge skal overstige 50 km. hver vej
Det er således vigtigt, at du er opmærksom på, at der kun kan bevilges kørsel, hvis du af helbredsmæssige årsager ikke selv kan transportere dig og/eller anvende offentlig transport.
Når du er bevilget lægekørsel, bestilles denne ved Flextrafik (Fynbus).
Vi gør opmærksom på, at afhentning på bopælen kan ske op til 1½ time før man skal være ved lægen.
For at få udbetalt kørselsgodtgørelse, skal du aflevere dokumentation fra lægen/speciallægen for dine konsultationer.
Pensionister kan få udbetalt kørselsgodtgørelse til læge og speciallæge. Udgiften skal overstige 42 kr. tur/retur.
Ikke-pensionister kan få udbetalt kørselsgodtgørelse til speciallæge, hvis afstanden overstiger 50 km. hver vej. Udgiften skal overstige 100 kr. tur/retur.
Der kan kun udbetales kørselsgodtgørelse for besøg hos speciallæger, der har overenskomst med sygesikringen.
Kørselsgodtgørelse udbetales med et beløb svarende til billigste forsvarlige transportmiddel og efter billigste takst. Det betyder, at vi beregner din kørselsgodtgørelse efter prisen for rejsekort. Det skal dog bemærkes, at du har ret til at få dækket den reelle udgift til befordring, hvis du har benyttet kollektiv trafik og i det konkrete tilfælde ikke har benyttet en eventuel rabatordning. Du skal i så fald også vedlægge dine billetter som dokumentation. Er din ansøgning om kørselsgodtgørelse ikke vedlagt billetter, udbetales godtgørelsen efter en teknisk beregning, hvori rabatordninger medregnes – altså efter prisen for rejsekort.
OBS! Hvis du har været til undersøgelse eller behandling på et sygehus, skal anmodning om kørselsgodtgørelse sendes til sygehuset.
Flextrafik (Fynbus) kan kontaktes på tlf. 63 11 22 55.
Alle hverdage kl. 7 – 19. I weekender og på helligdage kl. 8-18.
Kørslen skal bestilles senest 1 time, før du skal afsted til lægen / speciallægen.
Hvis du har spørgsmål omkring ovenstående, er du velkommen til at kontakte Ældre og Sundhed Myndighed på tlf. nr. 63 51 60 69.