Skip til hoved indholdet

Bæredygtig udvikling af turismeerhvervet

I Langeland Kommune arbejder vi med bæredygtighed på mange fronter - også i vores erhvervsudvikling. Indenfor turismeerhvervet er der flere hensyn at tage for at skabe bæredygtige oplevelser for vores mange gæster.

Vores største attraktion er vores natur, vores lange kyststrækning og det allestedsnærværende hav. Langeland har 152 km kystlinje og da øen er smal, er der aldrig mere end 5 km ud til havet. Langeland er beriget med en smuk og bakket natur skabt af isen under sidste istid. Vores ca. 1000 hatbakker er et unikt landskabselement, som ikke kan opleves mange andre steder.

Den særlige oplevelse det er at tage færgen til Strynø og nyde den helt særlige ro og blive opfyldt af det anderledes ø-tempo er også ganske unik.

Naturen på Langeland og Strynø er meget tilgængelig og det er oplagt, at der kan udvikles flere forretningsideer, som tager afsæt i naturens potentiale. Der er dog samtidig et hensyn at tage, hvis man vil skabe kommercielle naturoplevelser, nemlig hensynet til balancen mellem benyttelse og beskyttelse - forstået på den måde, at vi skal sikre denne balance for fortsat at kunne nyde vores særegne uberørte og ugenerede kyster.

Der er mange eksempler på og muligheder for, at turismevirksomheder gennem deres oplevelsestilbud er med til at fremme gæsternes forståelse for naturen. Oplevelsestilbud kan være med til at styre gæsterne de steder hen, hvor vi ønsker, de skal være - og netop udenom de steder, hvor de måske forstyrrer naturen. På den måde kan vi bevare det unikke ved Langeland og Strynø, så det også fremover er attraktivt at bosætte sig her eller besøge os som turist.

Velkommen til jer alle ~ sammen.

Seneste nyt

Langeland Kommune

Fredensvej 1
5900 Rudkøbing
CVR: 29188955

Telefon: 63 51 60 00
post@langelandkommune.dk

Let adgang