---
title: "Folketingsvalg den 24. marts 2026"
date: "2026-03-31"
created: "2025-07-31"
---

[Hjem](https://langelandkommune.dk/)

                    [Politik og indflydelse](https://langelandkommune.dk/politik-og-indflydelse)

                [Folketingsvalg den 24. marts 2026](https://langelandkommune.dk/politik-og-indflydelse/folketingsvalg-den-24-marts-2026)

# Folketingsvalg den 24. marts 2026

Tirsdag den 24. marts 2026 afholdes der valg til Folketinget.

## Valg til Folketinget den 24. marts 2026

###

                                    Hvem kan stemme?

Efter grundlovens § 29 og folketingsvalglovens § 1 har man valgret til Folketinget, hvis man

- har dansk indfødsret (statsborgerskab),
- er fyldt 18 år,
- har fast bopæl i riget og
- ikke er umyndig

###

                                    Hvem kan jeg stemme på?

Følgende partier er opstillingsberettigede til folketingsvalget med følgende bogstavbetegnelser:

A. Socialdemokratiet
B. Radikale Venstre
C. Det Konservative Folkeparti
F. SF – Socialistisk Folkeparti
H. Borgernes Parti – Lars Boje Mathiesen
I. Liberal Alliance
M. Moderaterne
O. Dansk Folkeparti
V. Venstre, Danmarks Liberale Parti
Æ. Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg
Ø. Enhedslisten – De Rød-Grønne
Å. Alternativet

I Borgerservice findes fortegnelse over opstillede kandidater i Fyns Storkreds.

[Fortegnelse over stemmeseddelindhold i Svendborgkredsen til folketingsvalg 2026](https://langelandkommune.dk/p/MOLIRIMEDIA/24d40c89-412a-4d2d-56f4-08de810d4fab)

###

                                    Hvor kan jeg stemme?

I Langeland Kommune er der fem afstemningssteder.

Afstemningsstederne til folketingsvalget den 24. marts 2026 er beliggende her:

- Bagenkophallen, Stationsvej 6A, 5935 Bagenkop
- Humble Kro & Hotel, Ristingevej 2, 5932 Humble
- Værkstedsgården, Havnegade 118B, 5900 Rudkøbing
- Tullebøllehallen, Løkkebyvej 2A, 5953 Tranekær
- Nordlangelandshallen, Snødevej 140B, 5953 Tranekær

Senest fem dage før valget modtager du dit valgkort, hvoraf det fremgår på hvilket afstemningssted og i hvilket tidsrum, du skal møde personligt op for at stemme.

Er du forhindret i at møde op på selve valgdagen og afgive din stemme, kan du brevstemme.

###

                                    Brevstemmeafgivning

Alle vælgere kan brevstemme i enhver kommune i Danmark.

I Langeland Kommune er det i Borgerservice på Rådhuset, Fredensvej 1, 5900 Rudkøbing, sidste frist for at brevstemme er fredag den 20. marts 2026, kl. 16.00.

Du kan stemme på et parti eller en bestemt kandidat, der stiller op til valget i den storkreds, hvor du bor, det vil sige, hvor du er bopælsregistreret i CPR. Hvis du stemmer i en anden kommune end din bopælskommune, vil den kommune, hvor du brevstemmer, sende din brevstemme til din bopælskommune.

Udover den normale åbningstid har Borgerservice i Langeland Kommune udvidet åbningstiden for brevstemmeafgivning på følgende dage:

Lørdag den 7. marts 2026 kl. 10.00-12.00
Torsdag den 12. marts 2026 kl. 17.00-18.00
Lørdag den 14. marts 2026 kl. 10.00-12.00
Fredag den 20. marts 2026 kl. 09.00-16.00

Vælgere, der ønsker at brevstemme, skal medbringe nødvendig legitimation i form af enten pas, kørekort, sundhedskort eller valgkort.

Vælgere, der har bopæl på afsides beliggende øer, der ikke udgør et selvstændigt afstemnings-område, kan brevstemme på øen. På Strynø vil der blive taget imod brevstemmer onsdag den 18. marts 2026.

Du kan få hjælp til at brevstemme i Borgerservice.

Har du et fysisk eller psykisk handicap, kan du få hjælp alene af én person, som du selv har valgt. Det er et krav, at du klart og tydeligt kan fortælle, hvem der skal hjælpe dig. Du har ret til at udtrykke dette på tegnsprog, eventuelt via tolk, hvis du alene taler tegnsprog.

Er dit handicap ikke synligt, kan du blive bedt om at vise dokumentation for dit handicap, f.eks. ledsagekort – parkeringskort udstedt af Dansk Handicaporganisationer – lægeerklæring – erklæring/attest fra anden myndighed.

Det er ikke nødvendigt at bestille tid til at brevstemme, men for at undgå ventetid kan du med fordel bestille tid hjemmefra, via kommunens hjemmeside [Bestil tid i Borgerservice og Ydelse](https://langelandkommune.dk/MOLIRIPAGE/2cc2695f-0ce7-49ab-81c1-5115d348c988 "Bestil tid i Borgerservice og Ydelse"). Her vil ledige tider blive præsenteret. Der skal bruges MitID for at bestille.

Hvis du ikke er digital, kan du ringe på tlf. 63 51 60 00 i omstillingens åbningstid mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 10.00-12.00, torsdag tillige kl. 13.00-17.00 for at bestille tid.

###

                                    Afstemning i hjemmet

Vælgere, der på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan komme til stede på afstemningsstedet på afstemningsdagen, kan søge om at stemme i hjemmet forud for afstemningsdagen. Ansøgning skal ske ved særlig blanket, ”Anmodning om at brevstemme i hjemmet”, der kan findes her Anmod om at brevstemme i hjemmet (borger.dk). Blanketten kan også rekvireres af den person, der yder personlig og praktisk hjælp eller i Borgerservice, Rådhuset, Fredensvej 1, 5900 Rudkøbing, tlf. 63 51 60 21.

Det underskrevne ansøgningsskema skal være Borgerservice i hænde **senest den 12. marts 2026, kl. 18.00.**

Vælgere, der bor på plejecentre eller i botilbud, kan brevstemme i eget hjem uden at ansøge om det.

###

                                    For beboere på Strynø

Til folketingsvalget den 24. marts 2026 skal beboere på Strynø stemme i Rudkøbing. De kan også som alle andre vælgere brevstemme på Borgerservice i Rudkøbing eller på andre kommuners brevstemmesteder.

For beboere på Strynø er der også mulighed for at brevstemme på Strynø skole den 18. marts i tidsrummet 14.00 - 19.30.

Borgere på Strynø, som pga. af sygdom eller manglende førlighed ønsker at brevstemme i eget hjem, skal ansøge om dette ved særlig blanket, som findes på [borger.dk](https://www.borger.dk/ "borger.dk")

Hvis nogle på Strynø skal stemme i eget hjem, bliver det også den 18. marts. 2026 inden kl. 14. I tidsrummet 14-19.30 den 18. marts 2026 modtages brevstemmer på samme vis som ved Kommunal- og Regionalvalget i november 2025.

###

                                    Tilgængelighed og hjælpemidler på valgstederne

Der vil være tilgængeligt for kørestolsbrugere på alle valgsteder i Langeland Kommune. Hvis der skal anvendes en anden indgang, end hovedindgangen, vil dette være markeret på valgstedet.

Til brug ved brevstemmeafgivning i Borgerservice stilles der følgende hjælpemidler til rådighed:

- Sorte penne
- En ikke-håndholdt lup
- En ikke-håndholdt LED-lampe
- Et hæve-/sænkebord
- Et forstørrelsesapparat med skærm af typen CCTV (Closed Circuit Television)

Til brug ved stemmeafgivning på valgdagen stilles der på alle kommunens fem afstemningsste-der følgende hjælpemidler til rådighed:

- Sorte penne
- En ikke-håndholdt lup
- En ikke-håndholdt LED-lampe

På afstemningsstedet i Rudkøbing stilles der derudover følgende hjælpemidler til rådighed:

- Et hæve-/sænkebord
- Et forstørrelsesapparat med skærm af typen CCTV (Closed Circuit Television)

###

                                    Borgere med handicap der ønsker overførsel til et andet afstemningssted på afstemningsdagen

En vælger kan efter ansøgning afgive sin stemme på valgdagen på et andet afstemningssted i sin bopælskommune end det, vælgeren er tilknyttet i henhold til valglisten, hvis ændringen af af-stemningssted er begrundet i vælgerens handicap eller nedsatte førlighed.

Skemaet ”Ansøgning om overførsel til et andet afstemningssted på valgdagen tirsdag den 24. marts 2026” findes under https://borger.dk eller skemaet kan rekvireres i Borgerservice, Rådhuset, Fredensvej 1, 5900 Rudkøbing, tlf. 63 51 60 21.

Ansøgningsskemaet skal afleveres/sendes til Borgerservice **senest mandag den 16. marts 2026, kl. 12.00.**

###

                                    Valgkort

Alle vælgere vil ca. fem dage før valget modtage et valgkort.

Valgkortet indeholder oplysninger om vælgerens navn og adresse, nummer på valglisten, af-stemningsstedets beliggenhed samt dato og tid for afstemningen.

Personer, der mener sig berettigede til at afgive stemme i kommunen, men som ikke senest fem dage før valget har modtaget et valgkort, kan rette henvendelse til Borgerservice. Det samme gælder, hvis vælgeren mener, at valgkortets indhold er fejlagtigt. Hvis valgkortet er bortkommet eller ikke nået frem inden valgdagen, vil det stadig være muligt at stemme. Der vil på afstemningsstedet blive udstedt et erstatningsvalgkort mod fremvisning af nødvendig legitimation.

###

                                    Valgplakater

Ophængning af valgplakater må ske fra lørdag den 28. februar 2026 kl. 12.00, og de skal være taget ned igen senest ved døgnets afslutning onsdag den 1. april 2026.

Der kan henvises til Vejdirektoratets vejledninger på hjemmesiden: https://vejdirektoratet.dk/valgplakater

###

                                    Gratis kørsel med Fynbus

**Gratiskørsel i forbindelse med Folketingsvalget 24. marts 2026**

FynBus tilbyder gratiskørsel for borgere med valgkort til det kommende folketingsvalg.

Tilbuddet gælder ved kørsel med bus, teletaxi, flextur og handicapkørsel til og fra valgstederne med anvendelse af valgkortet som rejsehjemmel på udrejsen. Buschaufføren udleverer en valgbillet til hjemrejsen.

Ved brug af flextur skal hjemturen bestilles samtidig med udturen. Valgkortet fungerer som rejsehjemmel og vises til chaufføren på udturen.

Borgeren skal bestille både ud- og hjemtur samtidig og oplyse valgsted. Selvbetjening kan ikke benyttes i forbindelse med gratis kørsel til/fra valgstederne.

Borgerne kan bestille flextur til Folketingsvalget allerede fra den 4. marts 2026 på tlf. 63 11 22 00 - tryk 2.

Borgere, der er tilmeldt Handicapkørsel, kan køre gratis tur/retur til et valgsted. Kørslen bestilles på 63112255, tryk 1.

For kunder, der plejer at betale kontant og kunder, der har betalt med Rejsebillet samt med Rejsekort Classic og Rejsekort Kombi uden pendlerdel vil ordningen betyde, at de kan rejse gratis ifm. valget.

For kunder med periodekort (Rejsekort Pendler, Ungdomskort, Pensionist) vil ordningen ikke have nogen betydning, og der vil i henhold til FynBus' rejseregler ikke være mulighed for refusion.

Yderligere informationer kan søges på FynBus' hjemmeside.
