Event-, kultur- og aktivitetspuljen
Du kan søge denne pulje om tilskud til kulturelle aktiviteter, events og tilbagevendende begivenheder.
Formål
Puljen kan søges til kulturelle aktiviteter, events og tilbagevendende begivenheder.
Puljen har til formål at understøtte initiativer, projekter og arrangementer, som bidrager til at realisere visionen “Et levende Langeland”. Det vil sige projekter, der styrker:
- Langeland som attraktivt sted at bo, drive virksomhed, besøge og flytte til
- Tværgående udvikling, kulturel og kreativ styrke, oplevelsesøkonomi og fællesskab
- Bæredygtighed (socialt, miljømæssigt, økonomisk)
- Langsigtet effekt og forankring
Ansøgningsfrister
Der er løbende ansøgningsfrist for ansøgninger under 10.000 kr. og der vil ske en løbende sagsbehandling af disse ansøgninger med forventet svartid på 14 dage. Ansøgninger over 10.000 kr. er der ansøgningsfrist årligt til den 1. januar, 1. april, 1. juni og 1. september og ansøgningerne vil blive behandlet og besvaret senest 1,5 måned efter ansøgningsfrist afhængig af fagudvalgets mødekalender.
Puljens størrelse og disponering
Der er ca. 260.000 kr. i puljen årligt (opgjort i 2025-priser). Puljen er åben indtil midlerne hvert år er uddelt.
Ansøgningstyper
- Mindre ansøgninger under 10.000 kr. behandles administrativt løbende
- Ansøgninger over 10.000 kr. behandles af fagudvalget i deres udvalgsmøder.
Hvem kan søge
- Foreninger, organisationer og grupper af borgere med tilknytning til Langeland
- Virksomheder og enkeltpersoner kan også være med – så længe aktiviteten har almen/generel interesse og ikke kun drives privat.
Bemærkninger og begrænsninger:
- Ansøger må ikke modtage driftstilskud fra kommunen til samme aktivitet
- Der kan stilles krav om medfinansiering eller egen indsats
- Alle aktiviteter skal finde sted i Langeland Kommune og have offentlig adgang for borgere eller turister (hvor relevant)
- Ansøgninger kan kun omfatte projekter og initiativer – ikke almindelig drift eller løbende vedligeholdelse
- Der skal være dokumenteret lokal forankring eller sammenhæng med kommunens udviklingsmål.
Hvad kan der søges til
- Puljen kan søges til kulturelle aktiviteter, events og tilbagevendende begivenheder
- Markedsføring som er integreret i projektet.
Følgende er ikke støtteberettiget: Drift, rene kommercielle projekter uden almen/generel interesse, ansøgninger hvor der hovedsagelig er tale om lønudgifter og/eller repræsentationsudgifter og tiltag, der i forvejen opnår driftstilskud fra Langeland Kommune.
Bevillingsform
- Der kan gives direkte tilskud eller underskudsgaranti
- Tilskud udbetales ekskl. moms, hvis ansøger er momsregistreret
- Rateudbetaling kan ske efter milepæle og efter aftale, som udgangspunkt udbetales midlerne, når evaluering og regnskab er fremsendt til kommunen.
Vurderingskriterier
- Relevans ift. visionen ’Et levende Langeland’
- I hvor høj grad det fremmer oplevelser for især langelændere og deltidslangelændere, men også turister
- Udviklingspotentiale og/eller fastholdelsespotentiale
- Effekt og rækkevidde
- Økonomisk realisme og medfinansiering
- Bæredygtighed og forankring
- Social og miljømæssig ansvarlighed
- Samarbejde og netværk.
Dokumentation og evaluering
- Regnskab og evaluering skal indsendes senest 2 måneder efter projektets afslutning
- Evalueringsskemaet forefindes på kommunens hjemmeside under Event-, kultur- aktivitetspuljen
- Midlerne udbetales som udgangspunkt først når kommunen har modtaget dokumentation og evaluering.
Synlighed
- Alle projekter skal tydeligt angive, at de er støttet af Langeland Kommune
- Kommunens logo og branding (Langeland til os alle ~ sammen) skal anvendes i materialer.