Detailhandel og turismeerhverv
Ekstraordinær indsats for detailhandel og turismeerhvervet
Langeland Kommune; Erhverv, Kultur og Turisme har modtaget tilskud på 300.000 kr. fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling i Landdistrikterne til projektet "Ekstraordinær indsats for detailhandel og turismeerhvervet". Projektet løber fra den 01.06.2021 til den 29.07.2022.
Hvorfor dette projekt?
Langeland Kommune ønsker at understøtte fundamentet for Langelands erhvervsliv og beskæftigelse. De langelandske attraktioner er for de flestes vedkommende små, unikke oplevelser. Der er behov for at skabe sammenhæng mellem oplevelserne og for at synliggøre, hvor meget der er at opleve på Langeland som turist.
De enkelte turistoplevelser - herunder shopping muligheder - skal føres sammen i relevante grupper, for i fællesskab at skabe oplevelsespakker til vores gæster. Tanken er, at dette kan øge den enkelte attraktions værdi, mindske sårbarheden og skabe netværk for fælles idéudvikling og nye initiativer.
Hvad er fokus?
Projektets fokus er på at skabe oplevelser udenfor højsæsonen. Det vil være oplevelser, der har en tyngde, som skaber national omtale og kan tiltrække flere overnattende og endagsgæster. Her vil skabelse og udbygning af eksisterende events være et omdrejningspunkt for udvikling af nye samarbejder, hvor de enkelte aktører kan koble sig op på begivenheden med nye tilbud.
De forskellige events og arrangementer skal skabe genlyd og underbygge den gode fortælling om Langeland som et fantastisk sted at besøge som turist, men også som et interessant sted at bosætte sig.
Hvordan skal det føres ud i livet?
Der arbejdes med en række events, som skal tiltrække gæster udenfor højsæsonen:
- Little Big Air, start oktober. Et SHORES Langeland kitesurf event, som kan tiltrække de lidt mere nørdede kite-entusiaster, men som også har en bredere appel, da det er spektakulært at være tilskuer til. Tanken er at opbygge en masse omkring en kystweekend med vind i håret.
- Lys i mørket, 5.-6. november. Et samarbejde med Ærø, Læsø, Fanø og Samsø. Her er fokus på den særligt mørke nattehimmel vi har på øerne med unikke stjernekigger muligheder. På Langeland ønsker vi at strække Lys i mørket over to dage og håber, at en masse erhvervsdrivende og foreninger vil være med til at skabe et arrangement a la kulturnat - med sjove og skæve mørkearrangementer, happenings med lys på, musik og sang, åbne bagdøren til produktioner, så gæsterne kan få et blik ind bag kulisserne eller hvad man nu kan finde på at byde ind med.
- Juleøen Langeland - en udbygning af Julekøbing, så vi får en masse hyggelige juleaktiviteter rundt på øen i weekenderne op mod jul.
Forårsevents følger.
Ud over events, er der midler i projektet til netværksarrangementer, hvor virksomhederne kan samles og skabe oplevelser sammen. Og der er midler til individuel sparring, hvis den enkelte virksomhed har et behov for konkrete input.
Hvordan bliver oplevelserne formidlet ud i verden?
En del af arbejdet vil også være markedsføring, hvor Langeland.dk er platformen, som skal fortælle alle de gode historier. Langeland.dk føder op til både Visitfyn og Visitdenmark. Også Visitlangelands SoMe kanaler vil blive brugt.
Hvordan får jeg mere at vide?
Der vil løbende blive informeret i nyhedsbrevet fra Langeland Kommunes Erhvervsservice - tilmeld dig på linket nederst på siden.
Du kan kontakte projektmedarbejder: Mads Zangenberg Hansen - mazaha@langelandkommune.dk - mobil: 20 47 84 83