Skip til hoved indholdet

SHORES og Langelands Ungdomsskole modtager støtte fra Villum Fonden til nyt natur- og scienceprojekt for unge

Villum Fonden har netop bevilliget støtte til projektet “Bål og Bølger”, som skal få flere unge på Langeland ud i naturen og give dem lyst til at udforske naturvidenskab – i deres fritid.

Projektet er et samarbejde mellem SHORES Langeland og Langelands Ungdomsskole og løber over tre år fra 2025 til 2027. Med base i Langelands unikke natur og UNESCO Geopark Det Sydfynske Øhav inviterer projektet unge mellem 13 og 18 år til at deltage i ugentlige aktiviteter i sommerhalvåret, hvor læring, fællesskab og oplevelser går hånd i hånd.

"Vi vil bringe naturen ind i de unges fritid" siger projektleder Peter Hellerstedt Nyholm fra Langelands Ungdomsskole og medinitiativtager til projektet. "Vi skal ud og snorkle, lave bål, undersøge biodiversitet, gå på opdagelse i landskaberne – og vi skal gøre det sammen."

Natur og videnskab som fritidsliv

Projektet bygger bro mellem unge og naturen gennem praktiske, sanselige og sociale oplevelser. De unge kommer til at arbejde med vandsport som SUP og surf, samtidig med at de undersøger lokale biotoper og lærer om geologi, biodiversitet og naturens kredsløb.

Målet er at styrke de unges interesse for naturvidenskab og deres forståelse for naturens betydning i både deres eget liv og i et større samfundsmæssigt perspektiv. “Vi håber, at oplevelserne sår frø til nysgerrighed, respekt og glæde ved naturen, som rækker langt ud over projektets tre år,” fortæller borgmester for Langeland Kommune Tonni Hansen.

Et lokalt samarbejde med bred forankring

Projektet gennemføres i tæt samarbejde med lokale aktører, herunder Geopark Det Sydfynske Øhav, naturvejledere og foreninger på Langeland, som bidrager med både undervisning, grej og faglighed.

Der lægges desuden vægt på at forankre projektet som en fast del af ungdomsskolens tilbud, så både erfaringer og udstyr kan leve videre efter projektperiodens afslutning.

Fakta om projektet “Bål og Bølger”

  • Målgruppe: Unge i alderen 13-18 år tilknyttet Langelands Ungdomsskole
  • Periode: 2025-2027
  • Aktiviteter: Vandsport, bålhygge, biotopundersøgelser, geologi, biodiversitet, mad i naturen m.m.
  • Formål: At bringe natur og naturvidenskab tættere på unges fritidsliv
  • Finansiering: Projektet er støttet af Villum Fonden gennem puljen “Science i fritiden”

Kontaktperson:

Peter Hellerstedt Nyholm – projektleder fra Langelands Ungdomsskole: pehn@Langelandkommune.dk

Læs mere om SHORES Langeland og vores arbejde

Seneste nyt

Langeland Kommune

Fredensvej 1
5900 Rudkøbing
CVR: 29188955

Telefon: 63 51 60 00
post@langelandkommune.dk

Let adgang