---
title: "Muslinger på havnen og i maven - oplev muslingeopdræt i Rudkøbing"
description: "Torsdag den 22. oktober kl. 16.00-18.00"
date: "2026-10-14"
created: "2026-10-14"
---

[Hjem](https://langelandkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://langelandkommune.dk/nyheder)

                [Muslinger på havnen og i maven - oplev muslingeopdræt i Rudkøbing](https://langelandkommune.dk/nyheder/muslinger-paa-havnen-og-i-maven-oplev-muslingeopdraet-i-rudkoebing)

# Muslinger på havnen og i maven - oplev muslingeopdræt i Rudkøbing

Torsdag den 22. oktober kl. 16.00-18.00 inviteres alle interesserede til en spændende eftermiddag på Rudkøbing Havn. Her kan du prøve kræfter med muslingeopdræt, lære om livet under havoverfladen og afslutte dagen med en varm skål muslingesuppe.

## Prøv livet som havbonde

Arrangementet begynder på Rudkøbing Havn, hvor deltagerne får mulighed for at komme tæt på muslingerne og lære om arbejdet som havbonde. Her skal der fyldes små muslinger i såkaldte muslingestrømper, som efterfølgende sænkes ned i havet ved det nye høsttårn. Deltagerne kan selv være med til arbejdet og få indblik i, hvordan muslingeopdræt foregår i praksis.

### Fra havet til en varm skål muslingesuppe

Efter aktiviteterne på havnen fortsætter arrangementet på Langelands Efterskole, hvor skolens kok og elever har tilberedt en varm muslingesuppe. Her er der mulighed for at smage på havets råvarer og runde eftermiddagen af med en fælles madoplevelse.

### Praktisk information

**Dato:** Torsdag den 22. oktober 2026
**Tid:** Kl. 16.00-18.00
**Mødested:** Skudehavnen 67, Rudkøbing – ved den yderste mole (forbi grillhytterne).
