---
title: "Danske Diakonhjem har opsagt driftsoverenskomsten med Langeland Kommune"
description: "Pressemeddelelse fra Langeland Kommune og Danske Diakonhjem"
date: "2026-03-02"
created: "2026-03-02"
---

[Hjem](https://langelandkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://langelandkommune.dk/nyheder)

                [Danske Diakonhjem har opsagt driftsoverenskomsten med Langeland Kommune](https://langelandkommune.dk/nyheder/danske-diakonhjem-har-opsagt-driftsoverenskomsten-med-langeland-kommune)

# Danske Diakonhjem har opsagt driftsoverenskomsten med Langeland Kommune

Pressemeddelelse fra Langeland Kommune og Danske Diakonhjem

Den 1. januar 2027 har Langeland Kommune ikke længere en driftsoverenskomst med Danske Diakonhjem, der i dag driver Rudkøbing Plejehjem.

Danske Diakonhjem har valgt at opsige driftsoverenskomsten med Langeland Kommune. Beslutningen er truffet på baggrund af vedvarende udfordringer med at få økonomien til at hænge sammen inden for de budgetrammer, som kommunen har meldt ud.

>
> – Vi har gennem flere år arbejdet målrettet for at få økonomien til at hænge sammen, men må konstatere, at det ikke er muligt inden for de givne rammer at drive plejehjemmet videre med den kvalitet, vi ønsker. Vi vurderer, at kommunen kan have stordriftsfordele, som vi ikke kan effektuere i vores regi, siger adm. direktør i Danske Diakonhjem, Christiane Dahlerup.

Om samarbejdet udtaler formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Ulrik Kølle Hansen:

>
> – Vi har respekt for Danske Diakonhjems beslutning, og vi har som kommune været glad for at have dem som tæt samarbejdspartner på ældre- og plejeboligområdet. Det vil vi selvfølgelig gerne benytte lejligheden til at sige tak for, udtaler Ulrik Kølle Hansen.

Danske Diakonhjem sender også en tak til Langeland Kommune for det mangeårige samarbejde.

>
> – Danske Diakonhjem har været glade for at drive plejehjem i Rudkøbing gennem mange år. Vi har oplevet forståelse for vores beslutning og ser ind i et konstruktivt samarbejde med kommunen om overdragelsen, siger Christiane Dahlerup.

Hun sender samtidig en varm tak til alle omkring Rudkøbing Plejehjem:

>
> – Fra Danske Diakonhjems side vil vi gerne udtrykke vores store tak og anerkendelse til medarbejderne for deres mangeårige engagement og indsats – og samtidig rette en stor tak til lokalsamfundet og de mange frivillige, som gennem årene har bakket trofast op om plejehjemmet.

Danske Diakonhjem og Langeland Kommune vil nu arbejde tæt sammen om at sikre en smidig og veltilrettelagt overdragelse med fokus på stabilitet og tryghed for både beboere og medarbejdere.

Hverdagen fortsætter som hidtil for både beboere og medarbejdere ved Rudkøbing Plejehjem, hvor beboerne fortsat vil modtage den nødvendige omsorg og pleje fra de medarbejdere, de kender.

Medarbejderne ved Rudkøbing Plejehjem vil være omfattet af reglerne for virksomhedsoverdragelse, uanset om kommunen måtte ønske at finde en ny samarbejdspartner eller kommunen selv vil overtage driften.

>
> – Det er klart, at Danske Diakonhjems opsigelse af driftsoverenskomsten giver anledning til, at vi kommer til at have nogle politiske drøftelser om helheden af plejeboligområdet i kommunen, siger Ulrik Kølle Hansen.

## Fakta

- Danske Diakonhjem har drevet Rudkøbing Plejehjem siden oprettelsen i 1975.
- Rudkøbing Plejehjem er en selvejende institution med 33 boliger og 12 daghjemspladser.
- Driftsoverenskomsten er opsagt med virkning fra d. 1. januar 2027.

## Kontakt

For yderligere oplysninger kontakt:

- Formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Ulrik Kølle Hansen, ulkh@langelandkommune.dk, tlf.: 21 79 90 35
- Ældre- og Sundhedschef Nina Andersen, ninand@langelandkommune.dk, tlf.: 63 51 61 30
- Adm. direktør i Danske Diakonhjem, Christiane Dahlerup, cda@diakon.dk, tlf.: 2114 2575
- Kommunikationskonsulent i Danske Diakonhjem, Rikke S. Thomassen, rth@diakon.dk, tlf.: 23 21 55 10
