---
title: "Busterminalen i Rudkøbing bliver opgraderet"
description: "FynBus har tildelt midler til projekter, der skal gøre den kollektive trafik mere attraktiv. Pendlerne på Langeland kan derfor glæde sig til, at busterminalen får et markant løft."
date: "2026-03-31"
created: "2026-03-19"
---

[Hjem](https://langelandkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://langelandkommune.dk/nyheder)

                [Busterminalen i Rudkøbing bliver opgraderet](https://langelandkommune.dk/nyheder/busterminalen-i-rudkoebing-bliver-opgraderet)

# Busterminalen i Rudkøbing bliver opgraderet

FynBus har tildelt midler til projekter, der skal gøre den kollektive trafik mere attraktiv. Pendlerne på Langeland kan derfor glæde sig til, at busterminalen får et markant løft.

Gode rammer om den kollektive trafik skal være med til at få flere til at køre med. Derfor uddeler FynBus midler til projekter, der forbedrer forholdene ved knudepunkter på det regionale A-bus-net.

Busterminalen i Rudkøbing skal omdannes til et velkomstcenter, der indbyder til ophold og vil inspirere flere til at tage bussen - både som pendler og til ture ud på Langeland og andre steder i det Sydfynske øhav.

“Jeg er utrolig glad for, at vi sammen med FynBus kan realisere denne tiltrængte opgradering af busterminalen i Rudkøbing. Som født og opvokset på Langeland ved jeg, hvor vigtigt det er at skabe gode rammer, der binder vores ø sammen og gør det attraktivt at bo og arbejde her. Jeg ser frem til at se projektet tage form og inviterer alle borgere til at være med til at gøre vores nye busterminal til et sted, vi kan være stolte af.” - Jørgen Nielsen, borgmester i Langeland Kommune.

”Region Syddanmark har øremærket 7 mio. kr. til udvikling af knudepunkter over de kommende år i hele Syddanmark. Vores mål er at skabe knudepunkter, der understøtter skift mellem transportformer, sammenbinder mobilitetsløsninger og inviterer borgere og besøgende ind i den kollektive transport - og som samtidig skaber bymæssig værdi i lokalområdet og bidrager til stedsudvikling, sammenhængskraft, livskvalitet og fællesskab.” - Kim Johansen, regionsrådsmedlem i Region Syddanmark og næstformand for FynBus’ bestyrelse

##
**Løft af busterminalen**

Bygningerne på plads A og B opgraderes med formidlingsmateriale, males og istandsættes med mere tidssvarende faciliteter.

- Nye bænke
- Nye fritstående legeredskaber
- Bede og beplantning
- Bedre skiltning og vejvisning
- Trafikdæmpende print på vejbanen mellem plads A og B

Langeland Kommune ønsker at inddrage borgerne i udformningen af den nye busterminal, så den bliver et sted, der afspejler lokalområdets behov og ønsker.

Torsdag d. 26. marts kan borgere og andre interessenter komme med input og idéer, når Langeland Kommune er til stede på busterminalen fra 07:00-08:30 og igen om eftermiddagen fra 14:30-15:30. Forslag og kommentarer til projektet kan også indsendes på mail teknik.miljoe@langelandkommune.dk.

Forslag til busterminalen skal indsendes senest onsdag d. 8. april 2026.

###  **Regionale midler til bedre knudepunkter**

Sidste år startede FynBus en åben ansøgningsrunde for kommunerne - med fokus på udvikling og opgradering af knudepunkter i den kollektive trafik.

Projektet skal skabe bedre rammer for kunderne på det regionale A-bus-net, og dermed være med til at få flere passagerer i busserne og give værdi for lokalområdet.

Pengene i puljen kommer fra Region Syddanmark, og FynBus har været med til at kvalificere og udvælge projekterne.

Puljemidlerne giver FynBus mulighed for at bidrage med halvdelen af pengene til de to projekter, der skal løfte busterminalerne i Otterup og Rudkøbing – 502.000 kr. til Nordfyns Kommune og 734.000 kr. til Langeland Kommune. Begge kommuner bidrager selv med samme beløb.

Kommunerne forventer, at forbedringerne bliver gennemført i 2026.

*Billedet er et visualiseringsforslag*  *af busterminalen udarbejdet af Langeland Kommune,*

                ![Visualiseringsforslag Rudk&#xF8;bing Busterminal](https://langelandkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/5cdfcfa1-31ea-4c1f-7ca0-08de84ef036f?width=800)
