Vandinstallationer
Hvem skal du kontakte i tilfælde af problemer med vandinstallationer?
Regulativmæssigt skelnes der mellem stikledningsdelen som findes i offentligt areal, og jordledningsdelen som findes på privat ejendom, hvor ejendommens grundgrænse mod fortov eller vej danner skellet.
Opdager du at der er en fugtig plet i din grusindkørsel og den ikke umiddelbart forsvinder, kan det tyde på at der er brud på din jordledning.
Undersøg først om pletten er over det sted hvor din jordledning ligger.
Du kan evt. kontakte dit vandværk, som muligvis kan være dig behjælpelig. Tag derefter kontakt til vvs-installatør for at få repareret bruddet.
Opdager du et brud på stikledningen uden for din grund, skal du kontakte dit vandværk.
Opdager du et brud på jordledningen på din egen grund, skal du tage kontakt til vvs-installatør for at få bruddet repareret. Dette sker for din egen regning. Du har selv ansvaret for, at jordledningen er tæt og vedligeholdes.
Stophanen som sidder ved skel tilhører vandværket. Stophanen må kun lukkes af vandværket eller vvs-installatør. Hvis stophanen ikke virker, skal du kontakte vandværket.
Hvis stophanen der er placeret ved din vandmåler ikke virker, skal du kontakte en vvs-installatør. Det er vigtigt at denne stophane virker, så det er muligt at lukke for vandet, når der skal skiftes vandmåler eller andre vandinstallationer.
Hvis stikledningen uden for skel er blevet gravet over, kontaktes vandværket. Udgifterne til reparation af stikledningen skal betales af den ansvarlige for skaden.
Er jordledningen på din egen grund blevet gravet over, skal den repareres af en autoriseret vvs-installatør.