Spildevandsrensning i ukloakerede områder
Kommunens spildevandsplaner beskriver hvilke krav der skal overholdes i forskellige områder af kommunen. Kommunen er forpligtiget til at inddrage områder i det åbne land, hvor der i henhold til de statslige vandplaner skal ske forbedret spildevandsrensning, i spildevandsplanen. Det betyder, at hvis din ejendom ligger i et udpeget område, der er med i spildevandsplanen, vil kommunen stille krav om yderligere rensning af spildevandet.
Du vil modtage et påbud om at etablere et spildevandsanlæg på din ejendom, der opfylder vandplanernes rensekrav. Samtidig vil du modtage et tilbud om kontraktligt medlemskab af Langeland Spildevand ApS. Enhver ændring eller etablering af et privat spildevandsanlæg kræver tilladelse fra Langeland Kommune og skal udføres af en autoriseret kloakmester. Kloakmesteren skal efter udført arbejde indsende færdigmelding med tegning til kommunen, hvorefter ejedommens BBR-oplysninger bliver rettet. Du kan læse mere om påbud efter spildevandsplanen og de forskellige anlægstyper i folderen "Spildevandsrensning i det åbne land".