Hjælpeordning
Folketinget har vedtaget en hjælpeordning til de borgere, der er hårdest spændt for økonomisk, og som er blevet pålagt kloakering eller forbedring af spildevandsrensning af deres ejendom.
Ordningen gælder fremadrettet for nye påbud, men også for påbud, der endnu ikke er udført.
Husstandsindkomst og formue
For at du kan komme med i ordningen skal din samlede husstandsindkomst være under 363.222 kr. (med et tillæg på 47.582 kr. per hjemmeboende barn under 18 år til og med fire børn). Formue over 1.011.700 kr. vil blive lagt til indkomsten med en procentdel. Formue er inklusive værdien af fast ejendom, bil, båd mv. Der er tale om den samlede husstandsindkomst og formue for alle ejere af ejendommen, også selv om ejerne eventuelt bor forskellige steder. Beløbene gælder i 2025.
Din ejendom skal anvendes til privat beboelse på enten fuld- eller deltid, og må ikke ejes af et firma, forening eller lignende. Ejendomme, som udelukkende anvendes til erhverv, er heller ikke omfattet af ordningen.
Ny frist eller afdragsordning
Såfremt kommunen godkender, at du er omfattet af ordningen, får du en ny frist på 3 år til at opfylde påbuddet om kloakering eller forbedring af spildevandsrensning.
Inden for de 3 år kan du så vælge:
- Selv at spare pengene op og tilslutte ejendommen, eller
- At anmode om at få uforpligtende tilbud fra spildevandsselskabet om 20-årig afdragsordning på tilslutningsbidraget.
- At anmode om at få uforpligtende tilbud fra spildevandsselskabet om, at selskabet på dine vegne etablerer det til opfyldelse af afgørelsen nødvendige på din ejendom mod, at du afdrager prisen for det over 20 år
Hvis du søger for sent eller kommunen afgør, at du ikke er omfattet af ordningen, vil påbuddet blive håndhævet i henhold til miljøbeskyttelsesloven.