Våde og oversvømmede marker
Hvordan kan problemerne afhjælpes?
I perioder med meget store regnmængder eller i forbindelse med tø- og skybrud er det ikke usædvanligt, at lokale områder på markerne oversvømmes. I den situation er det vigtigt at være opmærksom på, at vandløbene ikke i alle situationer har evne til at bortlede vandet med det samme. Det gælder også selvom vandløbets skikkelse er i overensstemmelse med regulativet. Nogle steder har markerne sat sig, blandt andet på grund af dræning. Det vil sige, at markens overflade synker, nogle steder med mere end 1 cm om året. Da vandløbet og vandspejlet fortsat ligger i samme niveau, vil det med tiden naturligt medføre en dårligere afvanding af markerne omkring vandløbet.
Lodsejers opgave
Står der vand på marken, så undersøg først om alle dræn virker, eller om det har regnet så meget, at det kan forventes, at vandløbet ikke med det samme kan aflede alt vandet. Ligger problemet hos din nabo, så kontakt da ham/hende for en løsning af problemet.
Kommunens opgave
Kommunens opgave er at give påbud til personer, der ikke overholder deres pligt til at vedligeholde vandløbene på deres ejendom. Kommunen kan ikke direkte afhjælpe disse problemer, medmindre der er tale om et kommunalt vandløb. Desuden har kommunen sjældent oplysninger om, hvor de private drænledninger ligger. Læs mere detaljeret information om de forskellige bestemmelser i folderne om vandløb.