Rudkøbing Vejle
Realisering af vådområdeprojekt i Rudkøbing Vejle
Langeland Kommune har modtaget støtte til gennemførelse af et vådområdeprojekt i Rudkøbing Vejle. Formålet med projektet er at sikre mulighed for at opretholde vintervandstanden på Vejlen igennem sommerperioden også. Konkret fastholdes vintervandstanden igennem sommerhalvåret i størstedelen af området. Vådområdet er etableret for at tilbageholde kvælstof og forbedre naturtilstanden i og omkring vejlen - til gavn for Det Sydfynske Øhav. Projektområdet omfatter i alt ca. 33,9 ha, og det er beregnet til at fjerne omkring 2.825 kg kvælstof om året før vandet når kysten.
Projektet skal inddrage så meget areal som muligt men uden at påvirke det areal, som bliver benyttet i forbindelse med Ø-Festival. De anlægstiltag, der bliver anbefalet, har overordnet til formål at optimere reduktionen af kvælstofbelastning fra oplandet til Det Sydfynske Øhav. Foruden en forbedret kvælstoffjernelse forventer vi, at tiltagene også vil få positiv virkning på naturtilstanden og de landskabelige og rekreative værdier i vejlen. De overordnede virkemidler, som skal anvendes, er en generel periodevis hævning af vandspejlet i vejlen, hvilket vil resultere i dannelse af et større vådområde. Med ændring af indstillingen på pumpen ved havdiget bliver vandstanden hævet så meget, at terrænet i vejlen bliver oversvømmet, imens der stadig er muligheder for at pumpe Langelandsfestivalens areal ned til eksisterende sommerniveau.