
Når du får brev fra Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen med tilbud om vaccination mod COVID-19, skal du som udgangspunkt selv bestille tid og sørge for at komme hen til vaccinationsstedet. Hvis det ikke er muligt for dig at transportere dig ved egen hjælp, med offentlig transport eller med hjælp fra familie og pårørende, fordi du har en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, kan du ansøge om kørsel til nærmeste vaccinationssted. Det foregår på denne måde:
- Kontakt Ældre og Sundhed Myndighed i Langeland Kommune på telefonnummer 63 51 60 66 på hverdage i tidsrummet kl. 10-12 (undtagen onsdage). Det vurderes herefter, om du er berettiget til kommunal kørsel. Hvis du er berettiget til kørsel, vil kommunen sørge for tidsbestilling og transport til vaccination.
- Du bedes være opmærksom på, at hvis du skal have hjælp fra kommunen til transport, skal du IKKE selv bestille tid til en vaccination.
Hvis du ikke har mulighed for at benytte siddende transport til vaccinationsstedet, skal du vente med vaccination til dette bliver muligt i dit eget hjem.
Langeland Kommune kender endnu ikke datoerne for vaccination men vil, når du er visiteret til kørsel, kontakte dig, så snart det er muligt at få en tid til vaccination.
Du kan læse mere om, hvordan selve vaccinationen foregår, hvordan du skal forholde dig efter vaccinationen, hvor effektiv vaccinen er samt bivirkninger i Sundhedsstyrelsens pjece: Vaccination mod COVID-19.