Kommunens kriseberedskab har sidst på dagen afholdt møde vedrørende den aktuelle Covid-19-situation på Langeland. I følge Statens Serum Institut er tallene for Langeland pr. 13. januar kl. 14.00, at der samlet set inden for de seneste syv dage er 3 smittetilfælde. Det giver et incidenstal på 24,1.
Selvom det er positivt at incidenstallet er lavt, er det vigtigt at understrege at Covid-19 situationen fortsat er yderst kritisk. Det er vigtigt, at de nationale restriktioner følges meget nøje. På Sundheds- og Ældreministeriets pressemøde her til aften kl. 19.00 meddelte regeringen, at de nuværende restriktioner med nedlukning fortsætter frem til den 7. februar 2021. Det skyldes primært, at smittespredningen af den britiske variant af Covid-19 (B117) stiger med voldsom hastighed.
Første runde af Covid-19-vaccinationerne på Langeland Kommunes plejecentre er nu afsluttet. Status er, at 186 beboere er blevet vaccineret. Det svarer til en andel på ca. 93 % af alle beboere. 143 medarbejdere på plejecentrene, som var på vagt på vaccinations-tidspunktet, har også fået deres første vaccinationsstik. Nyheder om kommunens håndtering af vaccinationsprogrammet vil løbende blive meldt ud på hjemmesiden.
Kriseberedskabet har et særligt fokus på de sårbare borgere og vi vil som kommune sikre, at der bliver taget hånd om sårbare borgere med særlige behov. Det er på den måde vigtigt at understrege, at borgere og pårørende trygt kan regne med, at kritiske kommunale opgave fortsat vil blive varetaget.