Markedsføring og SHORES Langeland
Turisme er et vigtigt erhverv på Langeland. Hvert år har vi mere end 500.000 overnatninger på Langeland, hvilket er det højeste antal på Fyn - og meget højt sammenholdt med vores indbyggertal. Det høje overnatningstal skyldes bl.a. den store mængde af sommerhuse på øen, som tiltrækker både mange danske og især også tyske gæster. Langeland er vidt berømt for sine smukke og tyndt befolkede strande og kyststrækninger og det fantastiske lystfiskervand, vi har. Kort sagt er vores natur også vores store potentiale. De mange overnattende gæster er vigtige for vores detail- og fødevarehandel og restaurationsbranchen på øen. Heldigvis er der også andre typer virksomheder, som har udviklet tilbud til vores mange turister i form af oplevelser, leje af udstyr mv.
Men med de mange overnattende gæster er der bestemt plads til endnu flere virksomheder, som byder ind med produkter til turister. Der er basis for, at langt flere kan skabe en forretning indenfor oplevelsesindustrien og være med til at give de besøgende unikke oplevelser i det langelandske.
SHORES Langeland
Projektet SHORES-Langeland er en drivkraft for udvikling af nye typer oplevelsestilbud med fokus på kystbaserede oplevelser. Hvis du går med ideer til at skabe en forretning indenfor vand- og kystbaserede oplevelser - eller hvis du blot kan se en forretningside i at koble dig på SHORES oplevelser, fx med den lækre madpakke, picnickurven eller et overnatningssted indrettet særligt for SHORES-gæster, er du altid velkommen til at kontakte projektleder Thomas Røddik Konradsen for en snak.
Thomas Røddik Konradsen kan kontaktes på e-mail: throko@langelandkommune.dk