Vil du være driftsaftager på to smukt beliggende shelters ved Pæregård Skov og Strand.
Langeland Kommune og SHORES Langeland har overtaget ejerskabet og dermed også driften af de to shelters ved Pæregård Skov. De to shelters er en del af de Blå Støttepunkter som Geopark det Sydfynske Øhav har opsat flere steder på Sydfyn.
SHORES Langeland vil gerne tilbyde, at de to shelters overdrages og driftes til anden part, erhverv såvel som forening.
Der er pt. omkring 15.000 kr. indbetalt af besøgende, som har benyttet shelterne. Dette beløb udbetales til de(n) nye driftsaftager og påtænkes at skulle dække udgifterne til den vedligeholdelse stedet kræver. Som driftsaftager forpligter man sig til at istandsætte de to shelters samt etablere en bålplads. Der udarbejdes en driftsaftale, som skal underskrives af Langeland Kommune og den nye driftsaftager.
De to shelters har i 2020 indtjent ca. 20.000 kr. Der har i årene 2016-2020 i gennemsnit været ca. 650 overnatninger årligt i de to shelters.
Det anbefales at besøge stedet for besigtigelse af omfanget af udbedringer samt læse den driftsaftale som man ved udvælgelse, skal indgå med Langeland Kommune.
Læs driftsaftalens punkter her:
For at komme i betragtning skal der fremsendes en ansøgning på maks. en A4-side, hvori det beskrives, hvordan man forholder sig til de tre nedenstående kriterier samt kontaktoplysninger.
Kriterier
Den nye driftsaftager af de to shelters ved Pæregård Skov;
- Skal kunne bruge shelters i et overordnet koncept, der gerne tilgodeser målsætningen omkring at Langeland skal være Øhavets Hotspot for vandaktivitet. Det skal beskrives hvordan (vægtes med 60% i udvælgelsen)
- Skal kunne fremvise at drift og vedligeholdelse af området kan varetages af driftsaftager selv, eller på anden måde fremvise en plan for en holdbar vedligeholdelsesplan (vægtes med 20% i udvælgelsen)
- Skal kunne istandsætte området inden udgangen af 2021. Etablere bålplads og istandsætte de fejl og mangler, der er på de to shelters (vægtes med 20% i udvælgelsen)
Ansøgningen skal fremsendes senest d. 15/11, kl. 12.00 til info@shores-langeland.com
Spørgsmål kan rettes til SHORES Langeland på info@shores-langeland.dk
Styregruppen for SHORES Langeland vil gennemgå ansøgningerne og derefter udvælge den nye driftsaftager. Den nye driftsaftager vil efter afholdt styregruppemøde blive kontaktet direkte.