Når du driver en virksomhed indenfor turisme, vil du i stigende grad opleve at kunderne efterspørger bæredygtige oplevelser. Turisterne har mere og mere fokus på, at deres ferie ikke er en unødig klimabelastning. Der er fokus på lokale produkter og unikke oplevelser, som tager udgangspunkt i det stedbundne potentiale.
Også turismevirksomheder kan med fordel forholde sig til Verdensmålene.
Destination Fyn har udarbejdet en guide, som kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad du vil arbejde med i den bæredygtige omstilling af din turismevirksomhed.
Bæredygtighed har flere dimensioner i turismen.
Det handler både om efterspørgslen fra gæsterne. Men det handler også om, hvordan vi styrer turiststrømme, sådan at de ikke overbelaster vores nærmiljøer og den lokale natur.
Bæredygtighed er en såkaldt megatrend indenfor turismen og denne trend forstærkes yderligere af, at vi på den anden side af corona-pandemien formodentlig vil revurdere vores rejsevaner. Vi har fået nyt blik for, at der er andre måder at rejse og opleve på. Det forventes at der i noget tid fremover vil være stort fokus på tryghed, når man vælger rejsemål.
I dette webinar kigger Destination Fyn tilbage på corona-sommeren 2020 med blik på forskellige fynske og nationale tiltag, samt en række cases.
Ca. 49 minutter inde tager de bæredygtighed op som trend.
Og 1 time inde fortæller Bestyrelsesformand for VisitDenmark, Allan Agerholm, om det nationale arbejde med bæredygtig turisme.
1 time og 20 min. inde præsenteres bæredygtighed i en fynsk turismesammenhæng - og hvordan man kan arbejde med Verdensmålene.