Har du husket at rottesikre din hævede terrasse og småbygninger?
Vidste du, at det er billigere at forebygge rotter end at reparere, når rotterne først har været på besøg?
Rotter bygger reder på tørre steder, og derfor elsker de vores overdækkede arealer.
Især under hævede terrasser, oplever vi ofte problemer, da rotter uforstyrret kan leve herunder.
Desuden oplever vi ofte problemer med rotter i forbindelse med f.eks. skure, legehuse m.m. – kort sagt steder, der ikke har et støbt fundament.
Det er din pligt, som grundejer, at rottesikre din ejendom, så rotterne ikke slår sig ned hos dig – det gælder også for terrasser og småbygninger.
Når først rotten har slået sig ned, kan du blive påbudt at udføre sikring.
Det er derfor vigtigt at du sikrer dine haveprojekter, så rotters levemuligheder begrænses mest muligt.
Eksempler på hvordan du kan sikre dig, at rotterne ikke flytter ind på din ejendom:
Sikringen kan udføres med volierenet eller eternitplader.
- Sikring med volierenettet vinkles 90 grader, så sikringen går 30cm ned i jorden og 30cm ud fra terrasse eller bygning. Maskestørrelsen skal maksimalt være 1x1 centimeter, da rotter kan komme igennem huller svarende til en 2-krone. Hvis du også vil sikre mod de fleste mus, skal maskestør-relsen ikke være større end 0,5x0,5 centimeter.
- Sikring med eternitplader skal gå langs hele terrassens eller bygningens kant og 60cm ned i jor-den.
- Små skure, som ikke sikres med net eller plader, skal gerne ligge frit og hævet 30cm over jorden, så rotter ikke kan søge ly bagved eller nedenunder.
- Det er en god ide at muliggøre inspektion under en hævet terrasse, da man ellers kan risikere at skulle bryde den op i forbindelse med bekæmpelse.
Husk at alle har pligt til at anmelde rotter – også når det ikke er hjemme hos dig selv:
- Hold øje med tegn på rotter og anmeld dem med det samme, så kommunen kan sætte en effektiv bekæmpelse i gang hurtigt. Tegnene kan f.eks. være huller i plænen, ekskrementer eller gnavemærker i træværket.
- Det er kommunens pligt at bekæmpe rotterne. Rottebekæmpelsen er betalt over ejendomsskatten, og du vil derfor ikke modtage en regning for bekæmpelsen.
- Du kan anmelde rotter på borger.dk eller her på kommunens hjemmeside.
For mere information om kommunens rottebekæmpelse kan du her på hjemmesiden finde flere gode råd til rottesikring, kommunens handlingsplan, lovgivningen og anden information.
Læs også mere på Miljøstyrelsens hjemmeside.